Mortiferums afskedsbesøg

Mortiferumafskedsbesøg

 

Det var sidst på eftermiddagen, en lun en af slagsen sidst i juli måned, Sct. Jakobsdag. Året er 1933 og vi befinder os ved branddammen, hestenes drikkested midt i den lille landsby Gidst sydvest på øen Dalegø. De fleste af byens indvånere var småbønder og var sikkert i gang med at malke deres køer, det sidste af dagens gøremål, således også gamle Jakob høstak, ja han var faktisk færdig, dog skulle køerne lige trækkes ud bag ved stalden og i tøjer, inden det var tid for ham selv at få en bid brød. Han skulle huske at fortælle Jørgine om tordenstemmen der kom til ham medens han malkede. Ikke noget der gjorde ham ræd, snarere tværtimod. "Velsignet skal du være min gode mand". Ja sådan blev det sagt, og han var ikke i tvivl, det kunne godt betyde at høsten ville komme godt i hus, trods nogle ikke alt for gode hundedage, og det havde jo heller ikke regnet i dag, for regner det på Sct. Jakobsdag, ville det fortsætte en hel måned endda.

Ved branddammen stod en gammel drivbænk som bønderne kunne hvile sig på medens hestene drak, men på denne tid var det overstået, og i stedet kunne man, aften efter aften, se rentiererne barber Laust og Egon smed komme slentrende fra hver sin ende af byen for at slå sig ned med piberne til en sædvanlig intetsigende sniksnak.

Til deres forbløffelse sad der allerede en lang mager skeletagtig mandsperson, klædt i et alt for stort jakkesæt, en om hvem de intet kendte til, så de nærmede sig lidt tøvende. Han sad midt på bænken og der var god plads på begge sider af ham. God aften hr. Laust og Hr. Egon, sid endelig ned, sagde mandspersonen raspende. De skævede nervøst til hinanden! skulle han kende dem. Egon virrede let undskyldende på hovedet og fik fremstammet, æh, ja vi plejer altså at sidde ved siden af hinanden, Laust og mig, forstår du vi er begge ret tunghøre. Det lader sig forstå, jeg rykker gerne sagde benraden gamle vaner skal man ikke udfordre.

Da alle sad ned trak skelettet en mægtig lang tynd cigar op og strøg en tændstik langs bæltet og fik ild. Egon og Laust sad helt stille og iagttog enhver af hans bevægelser, men han virkede nu ganske tilforladelig. Åh undskyld sagde bønnestagen, i plejer jo at tænde piben, men kunne i ryge en af dem her, så fornøj jer endelig. Tak som byder svarede de i kor, det er jo gerne en søndagslyksalighed. Egon og jeg plejer også lige at skylle munden med lidt bjesk sagde Laust og fiskede flasken op af inderlommen, for helbredet forstås, og da du er så gavmild skal du sandelig også smage lidt pulimut,ganske almindelig brændselsvin, med forlov – du kunne vist godt trænge til en opstrammer. Nej tak har aldrig smagt spiritus, men dog kendt en del der har fået det i rigelige mængder.

De to gamle rentier sad nu mest at sludrede med hinanden, en blev til to og til tre mundskyl og de lange cigarer syntes ingen ende at tage. rejste skelettet sig langsomt op, foldede hænderne og bøjede hovedet. Jeg tror såmænd han er from mente Laust og de kluklo begge stille.

I det samme hylede Jakob høstaks gamle hund Thor ovre fra hans ejendom, og det lød temmelig ildevarslende. Laust og Egon fik lidt kuldegysninger. Skal vi ikke lige! Laust greb efter bjesken i inderlommen, mens de skelede nervøst til benraden der nu løftede hovedet og så på dem med sine dybtliggende udtryksløse øjne og tørt men bestemt sagde! vis respekt og tie en liden stund.

Måske skulle vi også rejse os viskede Laust, for han ligner en der mener det. Således stod de et par minutter alle tre og stirrede op mod Jakobs lille ejendom. De så nu at gamle Jørgine komme ud på gårdspladsen fortsætte rundt om kostalden til den lille eng. Laust og Egon kikkede på hinanden og i det samme hørte de Jørgine  udstøde et skrig række hænderne mod himmelen, for derefter at falde på knæ. Du alt forstyrrende, hvad sker der dog hviskede Egon. De kikkede begge to frygtsomt på den fremmede, der nu så helt lettet ud, og han bød dem med en håndbevægelse sætte sig og sagde! i kunne vist godt trænge til en dram, så hold jer ikke tilbage. Laust greb hurtigt i inderlommen og de tog begge en ordentlig hivert. Hvad med dig, nej det gør du jo ikke i. Behøves ikke, jeg har oplevet bortgang flere gange en jeg har tal på, det er trods alt et livsvilkår og min bestemmelse, sagde den benede og halede tre nye cerutter frem.

Ser i, det var Gamle Jakobs krop som ikke kunne mere, han lagde sig i græsset, og klappede Thor på hovedet en sidste gang og sagde, hvis du vil med så læg dig ved min side.

Det kunne du da vel ikke se, du lyder som en der vidste det alt sammen, sig os dog - hvem er du, har du et navn. Næh, men jeg går under navnet Mortiferum, jeg er blot på gennemrejse, og har nu gjort hvad jeg skulle her, nemlig velsignet gamle Jakob, og nu må jeg afsted, andre venter, men tak for jeres venlighed, vi ses. og i næste nu var han ingensteds at se.

Nu traf det sig at præstor Blom og frue kom spadserende. De stansede op for at høre til de to gamles velbefindende. Præsten vidste godt de tog en dram, men dog aldrig mere en de havde godt af. I ligner et par der har set syner, eller har i kikket lidt for dybt i flasken. Næh men en enkelt eller to havde vi dog behov, og så fortalte de om deres gyselige oplevelse. Præstekonen trak ham let i ærmet, det lød lidt for fantasifuld, men noget fangede præstens opmærksomhed, og samtidig kom Jørgines nabosøn løbende - til malmen og svinge knebelen, sagde han i forbifarten.

Sagde han han blev kaldt Mortiferum spurgte Blom. Såvist! kender pastoren ham. Nej, men det kommer vi alle sammen til, men jeg ved hvem han er, en man aldrig kan sige nej til, hør nu lyder de hurtige klokkeslag, så jo gamle Jakob er draget hjem til den evige hvile. Ja så var det jo godt vi kom ud at spadsere sagde han til konen, vi må hellere gå op til Jørgine, hun har brug for lidt selskab og trøst i sorgens stund. Og i to, sagde han henvendt til de gamle, i går med, der bliver brug for jer. Som præsten det vil, men. Ikke noget men, i har jo kendt Jakob hele jeres liv, og Jørgine ligeså, så nu går vi. Da de ankom var Jakob allerede båret ind fra engen, og lå nu i sin seng, og Jørgine sad ved hans side og græd stille. God aften Jørgine, vi komme med lidt trøst i din sorg, må jeg lægge min hånd på Jakobs pande og velsigne ham, og bede en lille bøn til den gode Gud om at tage godt imod dette velsignede menneske, om hvem ingen nogensinde har haft noget at indvende imod. Mange tak, jeg ville selv men kunne ikke. Alt for meget er revet itu, se nu til hvordan skal jeg dog klarer det alt sammen nu lige med en gang. Arrangere jordefærd, og hvordan få malket og fodret dyrene, nej jeg ved hverken ud eller ind, det var jo alle dage Jakob der ordnede disse ting.

Lige et øjeblik Jørgine, skal vi folde vore hænder og takke Gud for at havde kendt en agtværdig og retskaffen bror, og du Jørgine en god og arbejdsom mand, som har skænket dig fire dejlige børn.

Efter pastoren havde velsignet Jakob og de havde bedt denne korte bøn sammen, sagde han. Vil du nu tage imod det vi lige nu kunne hjælpe dig med Jørgine! Om det kunne gøre mig mere rolig, vil jeg sige tak. Så hør hvad jeg vil foreslå dig sagde pastoren. Så snart jeg kommer tilbage til præstegården, vil jeg ringe til din ældste søn på Kvæstrup hvor han jo er forvalter, og overbringe han den sørgelige nyhed om sin fars død, og bede ham om snarest muligt at komme hjem, da både du og gården har brug for ham her. Indtil han kan komme, sikkert i løbet af nogle få dage, har disse to ærlige rentier lovet mig, at de gerne vil hjælpe dig indtil da, med de daglige gøremål, så dyrene både bliver malket, får kerne og trukket på græs, de starter i morgen tidlig. Laus og Egon troede ikke deres egen øren, og var rede til at rende af gårde med det samme. Så er det en aftale, og kik op til mig i morgen, så vi kan arrangere Jakobs jordefærd.

Mange tak for jeres omsorg og venlighed alle sammen, og naboens knægt er rendt til min yngste datter uden for byen, hun bliver her nok et par dage. Ja og min kone bliver her til din datter kommer sagde pastor Blom, men jeg må hjem og ringe til din søn, og de to hjælpsomme gode naboer her, skal nok også hjem og samle kræfter til i morgen tidlig.

Tak for jeres hjælp sagde præsten da de gik hjemad, i skal nok klarer det, ellers har i min velsignelse til at finde styrke med en ekstra dram.

Sig mig lige pastor, hvem er han denne Mortifis. Åh, Mortiferum - ham skal i ikke tænke på, i er slet ikke nået støvets år endnu. Men nuvel, de kalder ham også manden med leen, han er en frier der ikke tager imod et nej, for som man siger! siden døden kom på mode har livet været usikkert, men vi ses på torsdag, om det passer Jørgine med begravelse denne dag.

Da præsten havde forladt dem, sagde Egon. Det bliver ikke nemt at forklarer sig hjemme, ja vi begriber vel næppe helt selv hvad der er overgået os de sidste par timer. Nej svarede Laus, det bliver ikke nemt at lyde redelig, navnlig efter vi har tømt snart hele flasken, jeg tror det er bedst at vi ikke gør rede for alt vi har hørt og set, lad os blot nævne at vi har hørt at gamle Jakob er gået bort, og at vi for gammel venskabs skyld vil tilbyde Jørgine lidt hjælp i morgen. Ja sådan er nok bedst svarede Egon.

Fritz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.04 | 15:27

Hej, jeg hedder "Warren Chandler" Jeg er fra Tyskland. Mit liv er blevet fyldt med smerter og bitterhed, da intet ser ud til at fungere for mig, og hver gang noget godt er ved at komme min vej, er der altid en eller to forhindringer, og alle, jeg havde be

...
01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
min forside har modtaget 6
Du kan lide denne side