Novelle

Færdselsoverbetjent Sørensens landtur


Sørensen var i dårlig humør, det havde han været lige siden han stod op. Han havde sovet dårligt, noget der efterhånden skete ofte. Han svingede den store motorcykel ud fra politigården, drejede ned af bulevarden og satte farten op. Mens han kørte mod byens udkant, spekulerede han på hvad det mon var der egentlig gjorde ham i så dårligt humør. Han syntes det var blevet værre det sidste årstid, uden dog at kunne sætte navn på nogen bestemt årsag. Toogtyve år i tjenesten havde selvfølgelig præget hans livssyn,

men dog ikke mere end han stadig syntes om at være lovens håndhæver. I femten år havde han kørt patrulje inde i storbyen, så da chancen kom for at komme til at køre for rigspolitiets færdselsafdeling, havde han slået til, søgt stillingen og fået den. Siden da havde han kørt landsdelen tyndt på sine daglige ture ud på landet. Raportskriveriet var stadig det samme, måske en smule værre end det havde været inde i byen. Derinde var der dog en række opgaver, der ikke skulle skriver rapport om hver gang. Men som færdselsbetjent var det ene og alene et spørgsmål om at komme hjem med en passende stak bødeforlæg hver dag. Det var nu heller ikke fordi det var særligt uoverkommeligt, for ude på landet kørte man som man altid havde gjort, uanset hvad færdselsreglerne bekendtgjorde. Det var dog uklogt at holde på sit, hvis Sørensen kom forbi, for her var ingen kære mor. Han slog ned på enhver færdselssynder, og det uanset hvor mange undskyldninger de kom med. Det hjalp på hans dårlige humør at tænke på den magt han havde. Jeg misbruger den naturligvis ikke, men jeg bruger den når jeg syntes det er nødvendig, mumlede han halvhøjt.
Kort før han nåede byens udkant og det sidste trafiklys, så han at der holdt en patruljevogn inde ved fortovskanten, og midt i krydset stod der en ung betjent og dirigerede trafikken, hvilket undrede ham. Det må være en ny makker der ikke er tør bag ørene endnu, siden han ikke har opdaget at trafiklyset virker udemærket igen. Da den unge betjent vinkede køen frem Sørensen holdt i, kørte han raskt hen mod grønskollingen, der stadig stod og fægtede med begge arme ude midt i krydset. Alle bilerne foran ham drejede i en stor bue udenom grønskollingen, men det anfægtede ikke Sørensen. Da den unge kollega fik øjepå ham, fik han endnu mere travlt med at anstille praj og håndbevægelser, der kun kunne opfattes som signal til at Sørensen skulle følge den øvrige trafik. Ha ha tænkte Sørensen, det er vist på rette tid jeg kommer, manden er jo fuldstændig fra koncepterne. Men i sin iver efter at få afleveret den verbale skideballe til den forvovne kollega, opdagede han alt for sent det hul der var i vejen umiddelbart bag kollegaen, og da farten var lige lovlig høj, havde han kun to muligheder at vælge imellem. Enten skulle han kaste motorcyklen ned på siden, eller bremse hård op og håbe på at den stoppede før den dumpede ned i hullet. Han valgte det sidste og var heldig, kun forhjulet skred ned i hullet, men han måtte dog mere eller
mindre frivilligt stige af for at hindre maskinen i at vælte om på siden. Det var et ordentligt bremsespor du fik lavet, grinede den unge kollega, der nu havde travlt med at dirigere trafikken udenom både hullet og Sørensen og motorcyklen. Jeg ville egentlig gerne hjælpe dig med at få den på højkant igen, men så er jeg bange for at vi bliver tromlet flade, men jeg skal nok holde bilisterne på afstand, indtil du er klar til at fortsætte. Sådan en flabet knægt, hvæsede Sørensen ud mellem fortænderne, mens han lagde alle kræfterne i for at få motorcyklen op på vejen igen. Efter ti minutters slid og slæb, fik han den endeligt trukket op af hullet. Ja, den er tung sådan en grinede kollegaen, og jeg kan heller ikke tilbyde dig noget at slukke tørsten med, selv om du lige nu godt kunne ligne en der trænger til væske. Sørensen tørrede arrigt sveden af panden, og satte sig atter op på motorcyklen. Nu må du havde en god dag sagde den unge betjent, og holdt trafikken tilbage så han kunne komme af sted, men se dig for, der er sikkert også huller i vejene ude på bøhlandet. Sørensen løftede modstræbende hånden til afsked og gav den store BMV gas så han kunne komme ud på landet. Bykørsel var ikke længere noget han savnede, så hellere ud på landet og tøffe rundt og indsnuse duften af grønne enge og bølgende kornmarker. Snart er det høsttid tænkte han, så kommer der igen nye dufte i luften, og det betød at sommerferien nærmede sig. Og var der noget der kunne bringe ham i godt humør, var det tanken om sommerferie oppe hos svigerfar ved Limfjorden. Hans kone Else var fra Ålborg-kanten af, og hendes far der var pensionist, havde en lille jolle liggende nede ved fjorden. Den gjorde han flittigt brug af, da han holdt meget af at ligge og plaske rundt på vandet, langt væk fra asfalten og genstridige bilister.
Han var nået langt udenfor storbyen, og snart efter kørte han igennem den første lille landsby. Det var midt op af formiddagen, og der var endnu ikke andre en nogle få husmødre, og et enkelt postbud at se på vejen, så han var hurtig ude på den anden side af byen igen. Der var ingen modkørende trafik, så han gassede igen op alt mens han indsnusede, snart duften af en sennepsmark og senere en kløvereng længere fremme. Forude formede vejen sig i en lang blød kurve, men det gav ham dog ikke anledning til betænkeligheder, for han kendte vejen godt efter adskillige besøg på disse kanter, gennem år og dag . Han vidste at der efter svinget ikke var nogen tværgående veje, ej heller nogle huse eller gårde, så derfor holdt han altid den samme hastighed, rundt det
lange bløde sving. Jo han nød at have kontrol over den store maskine, der lystrede enhver af hans bevægelser.
Da han nåede rundt i kurven, så han til sin rædsel en firbenet skabning, en ko stå midt på vejen og spærre det hele. Han måtte bremse hårdt op for at undgå et sammenstød, men det lykkedes at bringe maskinen til standsning, akkurat et par meter foran snuen af dyret. Koen gumlede uforstyrret videre, mens den undrende betragtede den underlige skabning der havde taget opstilling foran den. Sørensen steg af motorcyklen og slog støttebenet ned, og belavede sig på at få bæstet
drevet ind til siden. Han gik i en stor bue uden om koen for at komme om bag ved den, hvor der var mere råderum. Ikke fordi han var bange for en ko, men bare for en sikkerheds skyld, for man vidste aldrig hvad et vildt dyr kunne finde på. Da koen opdagede at han var listet om bag ved den, vendte den sig resolut mod ham, lige i det øjeblik han var nær nok til at give den et let rap over agterstavnen. Kovendingen fik hurtig Sørensen til at trække sig tilbage i sikkerhed, samtidig med han reflektorisk trak sin stav, den var nu rar at have mellem fingrerne, hvis den skulle blive alt for agressiv, for han følte sig ikke længere helt tryg. Sørensen spekulerede så det knagede, hvordan skulle han dog gribe denne sag an. Han trådte igen forsigtigt nærmere. Der stod i ordensreglementet, at man kun måtte bruge stav, hvis man følte sig truet, men mon der skete noget ved at prikke bæstet lidt i siden, og hvis det ikke hjalp, ville et lille dask bag i vel heller ikke skade, hvis han ellers kunne komme tæt nok på. Han trådte et skridt nærmere, men dog ikke nær nok til at kunne nå kreaturet med staven endnu. Han måtte gå forsigtigt til værks, alt andet var halsløs gerning, for det var faktisk en temmelig stor ko, og den virkede forbandet selvsikker, Gad vide om man kunne tale sådant et bæst til rette, tænkte han, det var da et forsøg værd. Modigt stoppede han staven tilbage i stavlommen, rettede ryggen og begyndte med alle sanser spændt, at forklarer dyret, at det ifølge loven var forbudt at spærre vejen, og til han tilfredshed var dyret lutter øre. Han bemærkede hvordan ørene strittede og blev vendt hen mod ham, og koen så ham lige i øjnene. Efter at have talt længe og indtrængende om det fornuftige i at forlade vejen frivilligt, da han ellers ville blive nød til at bruge den nødvendige magtanvendelse, stadig ingen reaktion sporede, andet end dyrets intense stirren på hans person, overvejede han et kort øjeblik i ramme alvor, at vende tilbage til motorcyklen og tilkalde forstærkning, men kom dog hurtigt til den konklusion, at det ville tage alt for lang tid inden hjælpen nåede frem. Nej, han måtte klarer det her selv, koste hvad det ville. Han hev igen staven frem, og svingende og hujende i respektfuld afstand, forsøgte han at jage dyret en skræk i livet, nu skulle den væk, hvad bildte sådan et kadaver sig egentlig ind. Koen, der endnu ikke havde følt nogen farer på færde, men blot fulgt den mærkelige skabnings bevægelser, veg nu forskrækket et skridt sidelæns. Ho-ho tænkte Sørensen, nu har den da i det mindste fået lidt respekt for mig, hvorefter han genoptog sin krigsdans. Koen flyttede sig dog ikke denne gang, men nu var Sørensen imidlertid kommet så tæt på, at han kunne nå den med kniplen. I det samme kom en cyklist rundt i svinget lidt længere fremme. Pokkers også, tænkte Sørensen, nu bliver jeg nød til at vente med mit forehavende, til cyklisten er kommet forbi og er forsvundet. For på en eller anden måde syntes han det hele virkede temmelig latterligt, og hans dårlige humør var vendt tilbage, og blev ikke bedre da han opdagede at cyklisten var stoppet op, halvtreds meter borte og belavede sig på at følge optrinet. Sådan en bonderøv tænkte Sørensen, kunne den knoldesparker ikke se at han var til mere ulempe end til gavn ved sin nysgerrige tilstedeværelse. Da det ikke lykkedes at råbe ham op, var det ikke andet at gøre end at give ham et praj med hånden. Han gjorde et ihærdigt forsøg på at vinke ham forbi, men det eneste han fik ud af det var at cyklisten vinkede høfligt tilbage. Bondekarl, hvæsede Sørensen, men det må han selv om, jeg har ikke tid til at beskæftige mig med ham nu, jeg har allerede spildt tid nok på det firbenede kødbjerg her, nu må jeg se at få gjort en ende på denne groteske situation.. Til hans store lettelse var koen nu mere interesseret i cyklisten end i ham. Gumlende på sine sure opstød, prøvede den at danne sig et billede af mandspersonen længere henne af vejen. Sørensen listede sig behændigt, om end ikke uden en hvis hjertebanken, helt hen til dyret der nu vendte hovedet bort fra ham. Han holdt krampeagtigt fast om staven, parat til ved mindste tegn på angreb fra dyrets side, at forsvare sig. Forsigtigt prikkede han den i siden og trak hurtigt staven til sig igen. Ingenting skete, koen var blevet endnu mere optaget af cyklisten der var kommet nærmere, og tog for et øjeblik ingen notits af Sørensen.. Han stod afventende nogle sekundet, og besluttede så at prøve igen, dog lidt mere håndfast denne gang. Han satte staven helt hen til koens vom, trykkede så til, om ikke hårdt, så nok til at han følte sig overbevidst om, at denne gang kunne den ikke undgå at mærke hans påmindelse. I det han trak staven til sig igen, skete der noget han ikke havde taget højde for. Koen - der stadig fulgte cyklistens bevægelser, følte sig øjensynlig generet af et eller andet blodsugende insekt, og som køer har for vane, svingede den resolut sin lange beskidte hale mod det sted hvor fredsforstyreren havde bidt. Sørensen - der ikke havde sit blik rettet mod fredsforstyrrerens agterstavn, nåede aldrig at trække hovedet til sig, før dyrets beskidte hale ramte ham lige midt i ansigtet og bogstaveligt blændede ham, og i det samme vendte koen sig for at tage det der havde hindret dens ellers altid præcise forsvarsaggregat i at ramme sit mål . Sørensen udstødte et hyl og begyndte at fægte med armene, både til højre og venstre, parat til, så snart han havde fået fjernet det værste møg fra øjnene, at flygte over hals og hoved. Dette syn, denne optræden fra denne mærkelige skabning i sin umiddelbare nærhed, gjorde dyret endog meget forskrækket. Uden at ænse Sørensens eder og forbandelser, tog dyret flugten. At den måtte se at komme tilbage hvor den var kommet
fra, var den åbenbart ikke i tvivl om, men at Sørensens store motorcykel stod i vejen, ja det opdagede den alt for sent, og da den ikke var nogen elegant springer, skete det uundgåelige, motorcyklen væltede med en skramlende lyd.
Sørensen var ved at komme sig over koens uventede angreb og havde fundet sit lommetørklæde frem. Han tørrede det værste skidt af ansigtet, og da han atter kunne se, blev hans værste anelser bekræftet. Koen havde væltet hans motorcykel, og stod nu med skrævende ben hen over forenden og betragtede det som den havde mellem benene. Det var dråben, nu blev Sørensen hidsig, fråde og komøg stod ham om munden og alt hans frygt var som blæst væk. Hujende og skrigende og med staven faretruende hævet over
hovedet, for han løs på koen, der dog hurtigt indså det fornuftige i at fortrække. Men denne gang var Sørensen hurtigst, og til sin store tilfredshed ramte han kødbjerget knaldhård på bagfjerdingen. Koen der allerede havde gjort afsæt til et hastigt tilbagetog mod hullet i hegnet, kvitterede med et velanbragt spark bagud der ramte Sørensen lige i skridtet. Sørensen tabte staven, det sortnede for øjnene og han faldt ned på knæ, aldrig i sit liv havde han oplevet noget der gjorde så ondt. Hvor ufine trick stønnede han og bed tænderne sammen i følt pine, og lod den ene hånd glide ned mellem buksebenene, for om muligt at lokalisere forgangen mandighed. Efter nogle uendelige lange smertefulde minutter, kunne han med besvær rejse sig igen. Han tørrede sveden af panden og på vaklende ben, belavede han sig på at få rejst motorcyklen igen. Han tog fat i styr og saddel, trak vejret dybt, og løftede så af alle kræfter, men han kunne ikke løfte den så meget som en centimeter. Et par store eder kom atter over hans læber, og opgivende vendte han sig om og opdagede at cyklisten, uden at han havde bemærket det, var kommet nærmere og nu stod lænet op af sin skærveknuser og med en stok i hånden, og betragtede hans fortvivlende forsøg på at rejse motorcyklen. Sørensen skulle lige til at give bondesnuen en overhaling for at blande sig i ordensmagtens arbejde, da han kom i tanke om at det nok var bedre at bede ham om hjælp til at rejse motorcyklen. Jeg hedder Chresten sagde manden, er der noget jeg kan hjælpe med. Det spørger du om, snerrede Sørensen, og brød slet ikke hjernen med gensidig pli. Jeg må havde rejst min maskine, og med forenede kræfter må det vel kunne lade sig gøre - kom her om bag ved og tag fat, så løfter jeg foran - ja sådan - en, to, tre nu. Den rokker sig ikke ud af stedet sagde Chresten, men jeg er nu heller ikke til meget hjælp, jeg nærmer snart de halvfjers, så du må bære over med mig. Selvfølgelig sagde Sørensen, nu i et mere elskværdigt tonefald, men sig mig, der skulle vel ikke bo nogen i nærheden der kunne komme og give en hånd med at få den rejst? Næ.. ikke lige i nærheden, men når jeg kommer ned til byen, kunne jeg måske overtale et par stykker til at komme herud og give dig et nap. Vare det længe spurgte Sørensen. Ting tager den tid ting tager, gnækkede den gamle, og kravlede op på sin cykel, men nu smutter jeg. Nogle få meter efter standsede han dog op igen og råbte Sørensen op, der havde sat sig tilrette i grøftekanten. Hvad vil det tossehoved nu tænkte han. Han rejste sig modstræbende og så udfordrende på den gamle. Åh - jeg tænkte bare om det ikke kunne være en god ide at sætte tråden sammen, ellers risikere du bare at koen render ud igen. Det havde jeg sandelig også tænkt mig løj
Sørensen, se du nu bare at komme til byen.
Det var nu ingen dum ide, lidt var der dog hjemme hos den gamle knag tænkte han, men først ville han lige sætte sig et øjeblik. Da den gamle var ude af syne tændte han sig en pibe tobak. Koen var luntet et stykke ind på marken, og roen var tilsyneladende genoprettet, både udenfor og indenfor hegnet. Sørensen lænede sig tilbage i grøftekanten og nød sin pibe, nu skulle han bare vente på hjælp til at få motorcyklen på ret køl, og så ellers af sted igen. Han havde vidst blundet lidt da han med et hørte at ikke en, men flere køer brøle samtidig. Ud af øjenkrogene så han en broget flok af kreaturer der havde samlet sig et lille stykke inde på marken, foran det sted i hegnet hvor tråden manglede. I et nu gik den forfærdelige sandhed op for ham, hvad kunne det ikke ende med. Han rejste sig hurtigt op, for der var kun en ting at gøre nu, nemlig at sætte tråden på igen. I det han satte af, for at komme op af grøfte, hørte han en kvasende lyd - han havde trådt på sin pibe som nu lå knækket i tre dele. Han prøvede at beherske den vrede han kunne mærke komme nede fra maven, for lige nu gjaldt det om at få lukket hullet i hegnet, inden den helt store katastrofe skete. I et nu var han henne ved hullet, og konstaterede til sin tilfredshed, at dyrene straks tog flugten, om end det kun var et
par snese meter ind på marken, hvor de tøvende tog opstilling for at afvente hans næste træk. Sørensen fandt den løse ende af tråden og trak den hen til den anden ende der stadig sad fast på hegnspælen. Hvordan fanden bære man sig ad med at samle sådan noget, mumlede han, tråden er jo for kort, enderne kan ikke nå sammen. Han smed den arrigt på jorden igen og så sig omkring, men der var ingen hjælp at hente. Køerne der havde stået og betragtet ham på afstand, var efterhånden blevet mere modige og var kommet nærmere. Sørensen så med bekymring på dem, og kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget uorden den ene ko havde lavet, hvor meget kunne en hel flok så ikke udrette. Han overvejede at trække sin tjenestepistol og affyre et varselsskud, han ville i hvert tilfælde holde et vågent øje med dem, og om nødvendigt bruge det strengeste magtmiddel han havde. Pludselig fik han en lys ide, han samlede den løse ende af tråden op igen, trak den hen til hegnspælen og lagde den på jorden. Tråden på hegnspælen var omviklet på en slags klokke, et par gange endda, og efter at havde viklet tråden af klokken, vupti var den et par centimeter længere. Da han skulle til at sanke den anden ende op fra jorden, opdagede han til sin rædsel at alle køerne, mens han havde været optaget af tråden ved hegnspælen, var luntet helt hen til hullet, hvor de stod og snusede og parate til at springe ud i friheden, og i værste fald hen over Sørensens maskine. Han lod tråd være tråd, og sprang tilbage. Alt frygt var atter som blæst væk, nu gjaldt det om at afværge den helt store katastrofe. Han stillede sig op foran hullet i hegnet, hylede og skreg og fægtede med både arme og ben det bedste han havde lært. Til hans store forbløffelse så det ud som dyrene følte sig underholdt. De begyndte at cirkle rundt mellem hverandre uden dog at flytte sig væsentligt længere væk, alt mens de udstødte en underlig brummen. Efter at havde opført denne respektløse ceremoni i et par minutter, skiltes de som på et tegn, og rykkede i næsten to lige store flokke ud til hver sin side. Tilbage stod kun et enkelt dyr, der imidlertid fik Sørensens hjerte til at slå over i galop. Han var dog snarrådig nok til i en og samme bevægelse at trække sin tjenestepistol og tage ladegreb. Det gik op for ham, at han lige nu stod over for den største tyr, der nogensinde havde været så tæt på. Faktisk havde han aldrig været tæt på nogen tyr. Det kom ham i hu, at han nydelig havde læst i avisen, at et par stykker hvert år blev dræbt af tyre. De var efter sigende total aggressive og onde af natur, og kunne finde på at dræbe helt umultiveret, og dertil kom at de var fuldstændig frygtløse. Tyren havde bevæget sig nogle meter frem, og stod nu mindre end fem meter fra ham med bøjet hoved og skrabende med det ene forben i jorden og brummede ildevarslende. Det løb ham koldt ned af ryggen, det var faktisk lige før han begyndte at græde, han var virkelig bange nu, for han var helt på det rene med, at han med en lille tjenestepistol i hånden, ingen chancer havde for at standse vilddyret, hvis det angreb ham. Pludselig hævede tyren hovedet og udstødte et brøl der gik gennem marv og ben. Sørensen lukkede øjnene og nu kunne han ikke holde tårerne tilbage længere, han rystede over det hele i sikker forvisning om at hans sidste time var kommet. Han mærkede hvordan han blev våd ned af benene, han havde tisset i bukserne. Han faldt ned på knæ og lod pistolen falde ned ved sin side og gemte ansigtet i hænderne. Kære Gud, lad det ske hurtigt, bad han, og i det samme hørte han hovtorden af mange kreaturers ben der bevægede sig hurtigt. Åh.. skreg han af sine lunges fulde kraft, hvad har jeg dog gjort siden dette skal overgå mig. Han lagde sig ned på maven, stadig med ansigtet skjult i hænderne, og ventede på det uundgåelige. En ram lugt bredte sig omkring ham, han havde vist!!.. sikken noget lort, strejfede det ham lige inden alting blev mørkt. Han kom til sig selv igen da han mærkede et let slag på skulderen. Han åbnede øjnene til to små sprækker, overbevist om at det var den store tyr der stod og prikkede til ham med sine enorme horn. Han rakte ud efter sin pistol og drejede sig langsomt, klar til at skyde bæstet en kugle for panden, og det hvad enten det nyttede eller ej, han ville dø i kamp. Hov-hov lød en stemme bag ham, hvad med at lægge skydejernet væk, det er bare min stok du mærker, Sørensen rejste sig møjsommeligt op, så på den gamle mand der var kommet tilbage, derefter ud på marken, hvor der ikke var et eneste kreatur at se. Føj for et lokum hvor her lugter, sagde den gamle, og trak sig lidt tilbage. Men sig mig engang, hvorfor lå du nede i grøften, og har du glemt at åbne for spjældet inden du skulle af med vandet, eller er der en ko der har pisset på dig, kluklo han. Sørensen rejste sig og rankede ryggen, så hvast på ham og sagde ildevarslende. Hører jeg rigtigt, står du og genere en tjenestemand i funktion. I funktion grinede den gamle, så han til sidst måtte lade cyklen falde om på siden. Sig det en gang til, du lå jo og snorksov lige der midt i vejgrøften da jeg kom, der var skutte megen funktion over dig, sagde han og slog sig på lårene af grin. Du skulle se dig selv, hvordan fa'en er det du ser ud, er der nogen der har overfaldet dig mens jeg har været væk, fortsatte han respektløs. Sørensen opgav at kalde ham til orden og sagde i stedet. Det er nemt at være kæk, når man selv har sit på det tørre, men hvad enten du tror det eller ej har jeg faktisk været i livsfare. En horde af køer og en drabelig tyr i spidsen, luskede sig ind på mig bagfra da jeg skulle til at reparerer hegnet, andet kan jeg faktisk ikke huske, jeg må havde fået et blackout. Et hvad for et, spurgte den gamle, er det noget der gør ondt. Du forstår ikke en tøddel, vel sagde Sørensen. Er du i grunden klar over hvor mange mennesker der hvert år bliver slået ihjel af onde tyre, det er faktisk ikke så få endda. Nej det ved jeg ikke noget om gnæggede den gamle, men så sandt som jeg hedder Christen, har du ikke bare været i nærheden af noget der bare lignede, for hvis den ville havde taget livet af dig, så havde den gjort det uden synderligt besvær, end ikke din lille legetøjspistol ville havde været til nogen nytte. Du snakker meget sagde Sørensen vredt, men hvor er den hjælp henne du skulle få fat på, for du har vel været nede i byen og spørge.. Ja ja svarede den gamle, men jeg havde på fornemmelsen at enkelte af dem havde stødt på dig tidligere, du skulle vist havde uddelt ikke så få bøder gennem årene, så desværre var der ikke nogen der havde tid lige nu, men måske senere hvis du ville vente, men - der er noget jeg ikke forstår. Sikkert ikke så lidt råbte Sørensen, men vil det sige at der ikke kommer nogen herud. Jeg kan ikke forstå at de kreaturer skulle havde været så aggressive, fortsatte den gamle uden at ænse Sørensens spørgsmål, det plejer de da ikke at være. Se sagde han, der kommer Lorenzen. Hvad for en Lorenzen, sagde du ikke lige at der ikke var nogen der havde tid. I det samme fik han øje på en stor bredskuldret mand der kom stavrende ned over græsmarken, med tyren lige i hælene og alle køerne bagefter. Der ser du sagde den gamle, mere fredelige dyr kan man da ikke forestille sig. Sørensen stod som forstenet og sagde ikke et ord, indtil opløbet nåede det ødelagte hegn. Jeg har lige været nede i byen, og hørte at der var en der havde brug for en hjælpende hånd, men hov - vi har da vist hilst på hinanden før, fortsatte Lorenzen, og kom ud fra marken og strakte sin arm frem og sagde go'dav, jeg hedder Lorenzen, men det kan du vel ikke huske, det er også et par år siden jeg fik en lille hilsen fra dig på firehundrede kroner, men lad det nu være glemt. Han trådte pludselig et par skridt tilbage og tog sig til næsen. Nå, kan du også dunste det Lorenzen, sagde den hamle og slog atter en klukkende latter op. Er det ham der lugter sådan, spurgte Lorenzen, og så op og ned af Sørensen, mon ikke han skulle hurtig hjem og få et par tørre bukser på, og trak kendeligt på smilebåndet. Men hvad er egentlig problemet makker, spurgte han henvendt til Sørensen, og skævede hen mod den væltede motorcykel. kan du ikke få den op at stå lo han og tilføjede, måske kunne vi gøre en byttehandel. Jeg rejser din motorcykel, og du knytter trådene sammen igen. Du skal ikke være nervøs for dem der inde, han pegede på kreaturerne, de gør ikke en kat fortræd, selv ikke en lovens besværlige håndhæver. Sørensen, der efterhånde var blevet klar over den latterlige situation hele det havde udviklet sig til, og gerne ville væk fra dette cirkus så hurtigt som muligt, nøjedes med at nikke lidt foragteligt efterfulgt af et forsagt okay. Lorenzen gik hen til motorcyklen og løftede den helt op i knæhøjde så let som havde det været en almindelig cykel. Hvorfor har du ikke forlængst selv rejst den op, den vejer dog kun nogle få hundrede kilo. Sørensen der var blevet helt bleg, mumlede noget om dårlig ryg, og hastede hen til hegnet for at opfylde sin del af aftalen, så han kunne komme af sted. Han fandt den løse ende af tråden og trak den hen til pælen, for at vikle den sammen med den anden løse ende, men det var lige knapt den kunne nå. Han trak tråden ind mellem benene og trak af alle kræfter. Jo den gav sig tilsyneladende nok til at enderne kunne flikkes sammen. I samme nu de to ender kom i berøring med hverandre, udstødte han et skingrende hyl, der med sikkerhed kunne høres helt ned i byen. Han slap trådene og tog sig til skridtet, sikker på at det hele var svedet af. Hvad skete der spurgte den gamle mand, jeg syntes han opfører sig ganske underligt. Elefant stød, hviskede Lorenzen, en kraftig strømstyrke der kan få selv en ko til at falde på halen, der kan ikke være meget tilbage af klokkeværket. Han bøjede sig ind over Sørensen, der havde sat sig på hug, og spurgte. Har du det godt, du
kom vist rigtigt i stødet, jeg må vist hellere hjælpe dig på højkant igen. Han tog ham under armene, rejste ham op og fulgte ham hen til motorcyklen . Er du i stand til at sidde, eller skal du stå op hele vejen hjem, fnisede Lorenzen. Selv om Sørensens bukser var blevet mere end våde, for og bag, kunne han sidde ned hele vejen tilbage til København, men derimod var han ikke sikker på hvor lang tid der ville gå før han kunne bruge understellet igen. Først havde kreaturerne i strid med alle regler, sparket ham lige i klokkeværket, og derefter var det hele blevet tilført en strømstyrke nok til at gøre understellet til runken pølse og stegte kastanier. Og hvordan skulle han forklarer den bulede og skramlede motorcykel, tøjet der var indsmurt i kolort, og det lille uheld ved udgravningen i morges, var sikkert også nået ind til stationen. Jo - han kunne godt se det hele var noget møg, i bogstavelig forstand. Rapporter havde han heller ikke med hjem, alt sammen noget der gjorde ham mere og mere olm. Var han ikke færdselsoverbetjent, og så skulle finde sig i at blive nedværdiget på den måde. Han lovede sig selv at det aldrig skulle ske igen. Skulle han nogensinde komme ud for noget lignende en anden gang, ville han ikke tøve med at skyde kreaturet ned på stedet. Det var slut med at være flink og tolerant.
Som altid, når han nåede ind til Københavns udkant, gjorde han radiotjenesten opmærksom på at han var tilbage i hovedstaden. Efter lidt skratten i radioen kom det sædvanlige svar, dog efterfulgt af et - du er tidlig hjemme idag, men der sker åbentbart ikke noget særligt ude på landet sådan en varm sommerdag - slut over. Vi ses din nar tænkte Sørensen, mens han kørte uden om den afskærmning han tidligere på dagen havde stiftet bekendtskab med. Nu skulle han bare ned af Vesterbrogade, op forbi hovedbanen og så ned på politigården. Det skulle blive dejligt at komme tilbage igen, liste ned i kælderen, stille motorcyklen
på plads, og så uset ind og få et bad inden han viste sig for andre.
Pludselig skrattede radioen igen. Sørensen hører du mig! han overvejede om han skulle svarer, for det han trængte allermest til lige nu, var et bad og rent tøj. Kalder Sørensen, hører du mig, kom ind! Ja gu' fanden hører jeg dig, behøver du at råbe sådan, jeg er jo ikke døv, og for øvrigt har jeg helvedes ondt i skrit... øh hovedet. Undskyld lød det fra den anden ende, men hør Sørensen, du er jo tidligt hjemme, og jeg har lige modtaget et opkald fra kødbyen. En af studene er stukket af fra slagtehallen, og står nu ude midt på
gaden, kan du ikke lige smutte ned og få den gennet ind på fortovet. Men kom ikke for tæt på, så hellere vente på dyrlægen så den kan blive aflivet, som jeg forstår det, er den temmelig ophidset. Med den største fornøjelse, svarede Sørensen og skar tænder, den slags har jeg lidt erfaring med. Det var jeg ikke klar over lød det i radioen, dig som er vokset op i storbyen. Sørensen gad ikke høre mere, slukkede for radioen og knappede sit pistolhylster op, hævnen er sød smilede han skadefro. Der ville ikke blive nogen pardon, en eneste venlig henstilling om at passere gaden, og derefter - bum - en kugle lige midt mellem øjnene.

Næste dag stod at læse i Københavnerposten!!


En 47-årig færdselsoverbetjent var under forsøget på at fjerne en bortløben stud der var stukket af fra slagtehallerne, og havde taget opstilling midt på Gasværksvej på Vesterbro i København, temmelig uheldig. Koen nåede både at vælte overbetjentens motorcykel og svinge sin beskidte hale lige i ansigtet på den stakkels færdselsbetjent, så han hverken kunne høre eller se. Efterfølgende blev han sparket i skridtet, hvilket fik overbetjenten til at trække sin tjenestepistol og skyde dyret en kugle for panden. Studen døde på stedet. Uheldigvis faldt den oven på motorcyklen, og det tog Falck en rum tid at få den fjernet igen og transporteret kadaveret over i kødbyen hvor den visselig hørte til. Ingen mennesker kom i øvrigt noget til, takket være overbetjentens heroiske indgriben. En journalist der befandt sig på stedet, talte kortvarig med den uheldige færdselsoverbetjent, der fortalte at han netop var kommet tilbage fra en begivenhedsløs færdselspatruljering på landet, og at han endvidere på intet tidspunkt havde været nervøs under forsøget på at fjerne studen. Jeg er vant til at færdes på landet, og det hænder jeg må genne kreaturer ind på marken igen, hvis de har forvildet sig ud på vejene. Men nu vil jeg tage ned på stationen, blive vaske og få rent kluns på, hvilken journalisten varmt kunne anbefale. Hvem siger at det altid behøves at være kedeligt at være færdselsbetjent, slutter journalisten
Forfatter Fritz Hansen

SLUT


                                      
                                        tilbage      

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side