Apropos min tankeverden!

                        

                  En bizar oplevelse!

Allerede onsdag formiddag kl.9.00 ankom jeg til hospitalet Øresund i Helsingør. Jeg skulle gennemgå en operation der ville berøve mig min skjoldbru skkirtel, et organ jeg ikke var meget for at undvære, men nu måtte se i øjnene, at måtte leve foruden, resten af mit l iv. Men som jeg modsat ikke kunne leve videre med, hvis jeg ikke skilte mig af med den.
Indgrebet ville dog først finde sted næste dags morgen, så den første dag blev brugt til at vente ved forskellige døre, hvor jeg senere blev lukket ind for journalskrivning, blodprøver, blodtryksmåling, hjertediagram og samtaler med kirurg og anæstesilæge, og så ellers op på afd. 41 stue 417 hvor jeg - vel vidende at jeg skulle faste fra midnat- tog for mig af retterne når det var muligt.
Jeg havde ladet bilen stå hjemme,(så havde familien ingen undskyldning for ikke at besøge mig) og havde taget busser og  tog, og var ankommet i god tid. Jeg var i alt min uvidenhed ikke særlig bekymret for det der skulle ske, jeg havde jo ingenlunde prøvet noget lignende før, men det skulle vise sig at blive både et smertefuldt, tankevækkende og oplevelsesrigt ophold, hvor man som meget svag patient, gang på gang måtte undres over både sine medpatienter, personalet, samt sine egne paranoide tanker de første par døgn, som følge af den lange narkose.
Jeg var nu trådt ind i  en verden, hvor liv og død går hånd i hånd døgnets fire og tyve timer.

Hospitalet [fra 1975] ligger lidt uden for Helsingør by, smukt indrammet af åbent landskab, med spredte poppellunde, der høje og slanke, strækker sig op i fjerde, femte sals højde. Ind i mellem disse trælunde er der også plads til et par små søer af forskellige størrelse, der selv på denne årstid, med regn og kulde, byder på et rigt og varieret fugleliv.
Når man sidder i opholdsstuen i gavlen med de store vinduer og betragter alt dette, overvældes man af sin lidenhed.
Det er ikke et fængsel, og der er ikke tremmer for vinduerne, men man eralligevel fange af svagelig utilstrækkelighed, og har ingen mulighed for at deltage i det der sker uden for vinduerne.
Mange hundeejere
lufter deres firbenede venner, der hvad enten de nu må eller ej, løber rundt mellem hverandre, og deler våde snuer og leger, mens de voksne udveksler memoirer.
Jeg ser også en far med sin lille datter ved hånden, samtalende og ivrigt gestikulerende, og jeg må spørge mig selv, om det mon kunne tænkes, at hun spørger sin far om det samme som jeg sidder og tænker , nemlig, "far, er de træer mere værd end mennesker, fordi de står her stadig, men min farmor døde derinde på hospitalet" (?...).
Og gad vide hvad faderen ville svare den lille pige på et af livets så store og eksistentielle spørgsmål.
Menneskes storhed og forfald. Måske han fandt det rigtigt at fortælle sandheden, nemlig at Gud skabte mennesket således at det skulle herske over alt andet på denne jord. Men ak og ve, de blev troløse, ville gå deres egne veje, og det må bl.a. være på det tidspunkt vi afskrev os retten til, endog at overgå disse høje slanke træer i alder og indsigt. De stod da hospitalet blev bygget, og de står her endnu.
Tænk hvad de dog oplever, både
ude og inde. Da hospitalet var færdigbygget, kunne de allerede se ind af vinduerne i stueetagen, og så snart vinden gav dem lov, gik snakken og sladren rundt om det store hus, for de stod naturligvis hvor de stod, men da vinden næsten dagligt lod dem rører toppene, vidste de hver især altid hvad der skete på det store hospital. Og fuglene, de løb jo også gerne med sladder, når de da ikke brugte tid på at forsvarer deres revir. Hvert forår iklædte træerne sig den smukkeste grønne dragt, beundret af mennesker og fugle der byggede reder og stiftede familie, og end ikke den hårdeste vinter, formåede at tage livet af disse seje stammer.
Bladene faldt naturligvis af når det blev efterår, men det var nu i grunden meget praktisk, for så kunne vinden ikke være så hård ved dem, når den fik trang til at vise sin stormstyrke, og i tilgift fik de så hvert forår en ny dragt. Og så kom alle de mennesker, også dem inde på den anden side af vinduerne, og beundrede dem. Sådan har de stået,smukt knejsende i mange år, taget pænt imod og sagt pænt farvel til alle dem der kom den ene dag og måske var hedenfaren den næste.
Joh.. vidst ved de besked, træerne her uden for vinduerne på hospitalet, de holder øje med os alle sammenog visker susende sammen og holder mandtal hver dag, og siger pænt farvel til alle dem på den anden side af glasruden, der døde denne nat. Stakkels mennesker, tænker de sikkert, så kort tid de har på denne jord, og vi er endda kun nået til femte sal, der er langt til himmelen endnu
En ny morgen gryer, og jeg går ned i den modsatte ende af bygningen. Også her er der store vinduer, og udenfor strækker et smalt tag, belagt med tjærepap, sig i fjerde sals højde over  til nabobygningen.
Det regner, og dråberne samler sig hurtigt til små pytter der efter kort tid flyder sammen til større.
Man undres, for vejret er som vejret er, uden nogen hensynstagen til menneskes eksisteren eller ej. Hvis jeg døde under operationen, ville jeg ikke kunne se hvis det også regnede i morgen, altså, det er ikke for min skyld at det regner. Og træerne, hvis kroner rager op over det flade tag, og fuglene, der synes mindre livlige i det våde vejr, ville blot resigneret lade gå fra krone til krone, og fra næb til næb, at her på fjerde, afd. 41 stue 417,  er endnu et menneske holdt op med at vokse i alt for ung en alder. For dem er det ikke et spørgsmål om liv eller død, men om at eksistere, det har de jo altid gjort uden menneskers hjælp.
Nå, men trods alt er vi mennesker, vi hersker over liv eller død, blot ikke over vores egen.
Vi mener os ene om at tænke og forstå hvordan det hele hænger sammen, hvilket gør os sårbare.
Naturen ved ikke hvad det vil sige at gøre sig alle disse anstrengelser, syntes nok blot vi har en underlig adfærd. Den lever uden tanke på ondt eller godt, liv eller dødog ikke vore hjemmestrikkede menneskebegreber. Næ.. stik hovedet ud af vinduet - se, lugt og hør godt efter hvad der sker, for derude er det virkelige liv, det eksistentielle liv, naturen, som uden at vide det, er hævet langt over vores destruktive lommefilosofiske bedreviden.
Jeg sov i øvrigt ikke meget den første nat. Ikke fordi jeg var nervøs, men mere fordi jeg lige skulle vænne mig til alle de nye lyde, såsom at dele værelse med tre andre herre, der på skift snorkede og pruttede på livet løs. Klokken syv om morgenen blev jeg bedt om at gå i bad,fordi jeg ville blive afhentet klokken otte. Badet var hurtigt overstået og jeg kravlede i seng igen, hvorefter der straks kom en sygeplejerske og jog en beroligende sprøjte i endeballen på mig, men mad fik jeg naturligvis intet af. Hen af otte troppede en portør op for at afhente mig, og vi trillede ned på operationsgangen, hvor jeg blev parkeret.
Ind i mellem kom en eller anden forbi
og spurgte høfligt til mit velbefindende, og jeg svarede høfligt tilbage, at jeg skam havde det udmærket, men da gerne havde ønsket mig otte dage frem, vel hjemme i andedammen igen.
En mandlig operationssygeplejerske kom og rakte mig hånden og sagde! ja så skal det være, hvorefter han kørte mig det sidste stykke ind på operationsstuen.
Han placerede sengen tæt ved operationsbordet, og spurgte om jeg selv kunne kravle derover, hvilket jeg ikke havde noget besvær med. Jeg bemærkede straks det cementhårde leje, og gjorde opmærksom på det. Behovet for at konversere var pludselig mere aktuel nu da man lå under den store lampe, og følte sig helt hjælpeløs, og i andres vold.
Som den store stygge ulv til den lille rødhæt
te, svarede sygeplejersken! det er fordi ikke noget må kunne give sig under operationen. En lille hård gummiring blev anbragt under mit hoved.
Det er fordi det ikke må kunne
flytte sig under operationen, og sådan blev det ved. I den anden ende af operationslokalet var en medarbejder ved at ifører sig det klassiske operationsdress, alt mens jeg fik sat drops i hånden og fik tilsluttet en saltvandspose, tror jeg det var, (jeg kom unægtelig til at tænke på en bøddel, tovligt). Jeg følte mig bestemt ikke rolig længere, og glædede mig ligefrem til at blive bedt om at tælle baglæns fra ti, efter at havde fået sprøjtet noget bedøvelse ned i dropset, men pludselig blev der lagt en maske ned over næse og mund. 
En maske havde
jeg ikke prøvet siden jeg fik en mindre operation som dreng, og man kunne sikkert se jeg blev lidt forskrækket, men denne gang, modsat dengang, hvor man brugte ildelugtende lattergas, kunne jeg denne gang intet lugte.
Træk vejret dybt, hørte jeg en sige, og så var jeg væk, klokken 9,00 præcis, og jeg så ikke dagens lys igen før kl. 16,00Jeg fik efterfølgende at vide at operationen var trukket ud, på grund af mange blødninger, og først afsluttet kl.13,15.
Derefter blev jeg, som man jo gør
, kørt på opvågningsstue, men også her opstod der problemer, jeg ville ikke vågne, noget med - nå det kan være lige meget - men kl.16,00 vågnede jeg altså, og som det første kikkede lige op i ansigtet på en sød midaldrende sygeplejerske, der sagde! Det var godt du kom til dig selv, så kan jeg komme hjemNå ja, tænkte jeg, hun vil gerne have fyraften, og jeg har overlevet, om end noget skamferet, og det skulle da også blive en lang nat uden søvn og mange smerter.
Jeg havde rasende ondt i ryggen, men især i nakke og baghoved. Natsygeplejersken fortalte mig, at man under sådan en operation nederst på halsen, bøjer hovedet i en vinkel på op mod 90 grader bagud og ned, og det er selvsagt mange timer man ligger sådan på et stenhård leje, men smertestillende måtte man ikke få endnu, så det var bare med at holde ud natten over.
Næste morgen beder jeg om et bæger yoghurt, jeg er trods smerterne sulten, har på det tidspunkt ikke fået noget at spise i over tredive timer. Det får jeg listet ned gennem min læderede hals med tårer i øjnene. Av hvor gør det ondt at synke. Det gør stadig rasende ondt i nakke og baghoved, så jeg beslutter mig for at forlade sengen, og gå mig en tur op ad gangen.
En sygeplejerske
komplimenterede min hurtige opståen, det har du godt af,smilede hun. 
Jeg prøvede
at trække mundvigene lidt opefter og se lidt glad ud, men selv det gjorde ondt. Du skal ud og have et bad inden længe, sagde en anden sygeplejerske jeg mødte kort efter. Jamen! jeg pegede på det lange stativ på tre hjul, jeg slæbte rundt med, og hvorpå der hang diverse poser, hvorfra safter løb henholdsvis ud og ind i mig, gennem dræn og drops.
Det tager du bare med
dig, det kan tåle vand alt sammen, bare ikke vand på operationssåret.
Jeg gennemførte det
, om end det tog en hel time. Tilbage på stuen opdagede jeg at en medpatient var rejst, og en ny kommet til...
Atter en dag havde taget
sin begyndelse. Det var tre ældre herrer jeg delte stue med.
Ham overfor var permanent sengeliggende, og fik konstant tilført blod. Han var den yngste af dem.
Ham skråt
overfor var den ældste, men kunne ved hjælp komme op og sidde på en stol og i bad -og når han ville - også stavre rundt. Han fejlede noget med polypper i tarmen, og var døgnet rundt udstyret med ble. Den nye ved siden af mig havde vidstnok kræft, men det var ikke umiddelbart synligt. Fælles for dem alle tre var at de ikke rigtigt havde styr på hjernemotorikken.
Den ældste skråt overfor mig begyndte umiddelbart efter jeg var vendt tilbage fra badet, at samle alt sit tøj fra skabet op på sengen, for nu skulle han hjem. Under fremdragningen af sit tøj, parlamenterede han ivrigt med ham han delte skab med. Denne herre mente nok at det var det rigtige tøj den ældste fik fat i, "for jeg har selv set her til morgen, at dit tøj flød øverst i vandet" sagde han ganske alvorligt. En sygehjælper der tilfældigt kikkede ind, måtte bruge en hel del energi på at overbevise den ældre herre om, at han ikke skulle hjem, og derefter lægge ham i seng igen.
Herren i sengen ved siden af mig, tiltrak sig hurtig min opmærksomhed. Han så ikke egentlig syg ud, men havde ingen ro på sig. Han var hele tiden på farten, og med overkroppen bøjet fremefter i en vinkel på femogfyrre grader, trippede han hele tiden frem og tilbage fra sin seng til håndvasken, eller ud på vores eget eller naboens badeværelse, en meget urolig sjæl. Han ænsede ikke os andre, levede helt i sin egen verden. Ved vinduet stod der et bord og to stole, hvorved han på den ene indtog sine måltider. Det foregik på den måde, at hver gang han havde spist en mundfuld af maden, trippede han straks hen til håndvaske og vaskede sine hænder og sine forlorne tænder, og så tilbage og spise en ny mundfuld, og så gentog scenariet sig. Jeg delte skab med ham, og måtte finde mig i at han flere gange midt om natten, kunne finde på at hente et eller andet, hvorefter skabsdøren igen blev smækket i med et drøn. Den følgende nat lykkedes det mig at falde i søvn, men næppe havde jeg blundet en times tid, før jeg og alle de andre blev vækket af et ordenligt brag.
For da var sidemanden stået op for endnu engang at rode i sine skuffer i natbordet.
På forunderlig vis lykkedes
det ham at vælte det tunge bord, med alt hvad stod oven på. Ved mødet med gulvet blev det helt ødelagt, og skruer lå spredt over det hele.
Han kunne være glad for vi ikke
var hjertepatienter, det havde vi ikke overlevet.
Først langt senere lykkedes det mig atter at falde hen, men vågnede brat og bange. Jeg havde haft nogle mareridtagtige drømme. Sygeplejersken gjorde mig venligst opmærksom på at det ikke var usædvanligt, hvis man havde været længe i narkose.
I løbet af dagen forlader herren overfor hospitalet, hans blodprocent er normaliseret, og familien afhenter ham. I stedet kommer der senere på dagen en ny herre ind i sengen. Han ligner en sumobryder, selv når han ligger ned. Det viser sig
han har en sammenklappelig lunge, og derfor har
fået lagt dræn ind til lungen. Derudover ligger han med drops og andre slanger, det hele koblet sammen med en masse poser der hænger på et stativ ved siden af sengen.
Midt
om natten vågner jeg til det mest surrealistiske syn man kan forestille sig.
Han måtte selvfølgelig ikke stå ud af sengen, men skulle tilkalde hjælp hvis han skulle lave stort eller småt, men det havde han helt glemt, da han blev trængende midt om natten. Han står op og begiver sig mod toilettet, med det resultat, at han efter få skridt river alle slangerne ud af kroppen. Han udstøder en masse dybe lyde, begynder at fægte vildt med armene, med det resultat, at han vælter alt ned som befinder sig på natbordet. Et glas med vand og et med saftevand, smadre i tusind stykker og vandet sejler på gulvet. På det tidspunkt sad jeg ret op i sengen og stirrede skrækslagent på dette vanvittige menneske, der splitter nøgen dansede rundt på gulvet, mens blodet stod i en stråle ud gennem siden på ham. Jeg mandede mig op og trak i snoren, ogsygeplejersken kom da også hurtigt. Da hun så hvad der var sket, løb hun ud på gangen og kaldte på sygehjælperen, og sammen fik de sumobryderen op i seng igen. Der blev straks tilkaldt en læge, der fandt det rigtigst at sende manden ned på operationsgangen, for at få drænet lagt rigtigt i igen.
Sygehjælperen fik tørret det værste vand og blod op, men om morgenen vadede vi stadig rundt i størknet blodrester, og først senere op af formiddagen blev der gjort rigtigt rent.

Alt dette var ikke en drøm, men den skinbarlige virkelighed.
Endnu engang er det vel på sin plads at sige,
at det var godt man ikke lå med dårligt
fungerende hjerte
, for gad vide om man så havde overlevet sådanne rystelse
.

                                                                                                                  ForfatterFritz Hansen
                                                                       tilbage

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side