Mine digte


                 Krænkelse

Det var solnedgangen i horisonten
der spejlede de graciøse affekter
af lette små motoriske bevægelser
båret frem på sommerbrune fødder
der afsatte tydelige vrid i sandet
vejen rundt det lille ørige

Ramt af et illusionsløst lynnedslag
både virkelighedsnært og karsk
smukt og ornementalt æterisk
alt der var sendte metaforiske signaler
billeder af det ønskelige for tanken
en krænkelse af næstens uskyldighed

Så kom da du stormens herre om er
og fjern mig fra dette profane væsen
selv engle kan græde og ingenting gøre
når vanhellig tanke der synes sand
vil bryde et løfte der leder til fals
oh ve dem hvis tanken bli'r alvor nu

Ikke storm men stille rolig landgang
som tusind gange før på samme tid
er vendt retur og sletter alle indtryk
fra et par sommerbrune fødders vrid
og snart vil mørket gemme alt for øjet
kun tanken er og var og bli'r dog smuk

Men set i lyset af hun var en andens
var tanken ikke noget lødig indfald
fortrøstet glad vi fulgtes hjem igen
til hvert sit trygge og forventelige bo
phantasma fik mig til at vågne op
og tænke på, der var vist nok engang
                                                                                 
                                                   Forfatter  Fritz Hansen

                      Forblændet

Er det imaginære forestillingsbilleder!
eller er det følelseslivets a priori -
fuldbyrdet kendsgerning man må bøje sig for
eller et tankespil der har angrebet fornuften
klæbrigt og energisk indespærrende.
Samvittigheden, tankens tro væbner
taler med to tunger, umuligt at dechifrere.
Det er Fortuna, lykken der tilsmiler dig -
du er ikke astenisk -hold fast i din faible!.
Og - nej du er en stakkels skabagtig posør
der har mistet fornuftens empati, og derfor
er rebelsk mod din sunde begribelse
sådan - og dit hjerte er aldeles faret vild
ledt i fristelse af uskyldigheden selv,
der ingenting ved og aldrig har bifaldet
en eksalteret ambivalent håbløs adfærd.

Denne henførte berusende fascination
der goliatter loyalt og truer forstandigheden,
men hvorfor netop en besættelse af min ringhed,
er det atavismens tilforne fjerne egenskaber,
der nu bare viser sig ikke længere er brugbare,
eller måske ved en fejl er vendt tilbage
til den forkerte eskapistiske grobrian - ego.
Modtagelse nægtet - retur igen - non grata!
og på hvilken måde smøger man sig fri igen
af det klæbrige tankespindende blændværk,
den destruktive nådegaves spændingsfelt!
eller - skal man være prætenderende hård
og gøre fordring på infight med dæmonen.
Gør jeg ingenting er det uholdbart,
gør jeg er det også uholdbart!
hvor er du Frans fra Sales, skyt' mig nu.


Tør man håbe på søvnens fabulerende pur,
og vågne op formedelst en pletfri erindring.
Et drømmende lidenskabeligt sansebedrag
et rendezvous i nattetimens mørkekammer
et smukt æstetisk møde med femininum.
Men: mit alter ego har aldrig været mere vågen,
og sandheden er - at hun kommer som kostumeret,
Diabolos forklædt som Shaitan - fristeren.
Så nu er det nu Frans fra Sales min skytsengel
fjern det løfterige billede - fascinationens lænker
giv mig frihed til at elske uden samvittighedens sot

For alle gode tanker, de kan slet ikke dø
før endnu bedre tanker er spiret af deres frø
                                       I.P.Jacobsen
                                                   Forfatter Fritz Hansen


     Vejen til "Adianas"

I mellem skovens grønne træer
der skete det for første gang
og aldrig mere første gang
men mange gange siden
hun fik sit første kys
han gav sit første kys
de gav hinanden væk

Oh kære Adiana, jeg ved du sover
mens jeg er tidligt ude
jeg si'r adjø til natten
goddag til morgensol
og lærken hæver sig mod sky
stemmer sine strenge
og fløjter dagens fødsel ind

Jeg sætter mig i morgendug
som sol om lidt fortrænger
den varmer op min dorske krop
og skærper mine sanser
hvad var det nu du smagte af
din mund din hele eksistens
en duft af noget ganske nært

En smuk buket af martsviol
har bragt dig ud til mig
nu ligger du i mine hænder
og dufter som det første kys
jeg springer op og danser rundt
og hjertet bruser med af glæde
jeg bærer duften hjem - til dig

                                          Forfatter Fritz Hansen

                             
                                Vårbrud

Nu myldre de op af jorden, de kim som har hyttet sig nede
nu maser de på så jorden slår revner, at de bli'r de første
der sender en hilsen i mangfoldige farver og forårets dufte
vårbrudde iklædt de smukkeste farverige dragter på stilke
som afsender solklarer vink til årstid og minus, at nu er det slut
nu er de klar til det store spring, har biet så lang en vinter

Ud over græsgange, ned gennem haver, skyder jordhøje op
alt som har hiet under islagt jord, har nu fået færd af tøbrud
nu skal der luft i de klamme gruber og tid at rømme det sikre
med usikre skridt efter vinters tæring og øjne der misser i solen
og - mon der findes lidt spiseligt nu, hvor livsvejen kræver
at være i form til sondering af forårets gracile velkomst

Foroven vil pilen fortælle, at vårbrud er jærtegn til sommer
vil som den første blandt træer at vise sin fornemme dragt
samlet i rakler nøgne bløde grålige hår sine blomstergæs
og per vind sende gule støvknapper ud af hin alfarvej
hvor mangen en spore vil finde sin lod og vokse sig stor
og ved løvspring furnere sig grønlig sommerdragt

Våren ta'r basketag der øverst oppe af den lille grønirisk
forårets jævndøgn har sat gang i hormonales hos svenske,
kurtiserende triller anmelder parrets territoriale fordring
for her skal der ´reddes´og stiftes et bo til den nye slægt
og her skal der jages og fanges insekter til skrigende unger
og her kan beundres af hr. og fru. Danmark - den vævre fugl 
                                       Forfatter Fritz Hansen

                             Løvspring

Nu vil jeg ud at vandre, den sidste rest af årstid væk
og vandre over spæd jomfruelig skovbund,
jeg sætter fod på mulden bladløv
der snart gi'r nye energier,
og så vil vinterskoven klæde om til grønt,
og kirsebærtræet blomstre, et orgie i farver
der fylder kordiale fabulanter
med håb om tidligt vårbruds flirt,
ja, vårtid nærer smuk forventning
nu er det tid at changere, at veksle mørke om til lys.

De mange vinterbiende sammenfoldede kronblade
stikker grønne hoveder op gennem vissent løv,
indtørrede stængler med forbigangen storhed
holder sig oprejst endnu for at værne de nye spirer,
vintergul græsgangstæppe agter sit sortie
hårdt presset at tusindtal ansatser,
ja selv let tyndklædte hvide birke
nytter en lille brise til at ruske grene
og ryste af, forbigangen års tørre løv
mens alle de nye knopper bier på lune vinde.

Andemor og Andefar, der også var her sidste år
er nu da capo, dumpet ned i andedammen,
reviret skal beskyttes, for andemor
hun fletter redehalm til nye slægter
og fikser herberg på en tue midt i dammen,
snart ligger hun på æg og ruger
og holder trofast reden tør og varm
mens andefar han svømmer vagtsomt rundt
og tåler blishøns ej for tæt ,
for andefar han vogter på sit afkom, in spe

Og os der sanser dette, for også skønne forårstanker
og jordbærsmag i munden,
og fuglene de basker rundt med sidste nyt -
at fåret nu har fået lam der springer rundt,
og storkefar er kommet hjem og venter nu på fruen,
nu tør de glade fugle synge solen bliver
og snart vil alting fremstå grønt og frodigt,
og jeg har fået sommerfugl i maven
vil vandre hjem og lukke vinter ud
og Adam Oehlenschlàger fløjter 'der er et yndigt land'

                                                       Forfatter  Fritz Hansen 

            Blomstertanker

Vi er arvinger til det tidlige forår
loyalt springer vi ud som tilforn
for at vise vores storhed og pragt
og medfødte glamourøse skønhed,
vi spreder de vidunderligste dufte
og ekstensiverer os ved snedig list,
for insekter er vores intime venner,
giv lidt nektar og de små Amoriner
flakser fornøjeligt om og bestøver,
men når skyggerne bliver længere
og nattemørket adstadigt geråder
folder vi sammen og siger godnat
og åbner da capo i morgensol

Vi kan ikke havde check på grænser
da vi er på hjemmebane alle steder
i eng og have, skov og grøftekant
makrokosmos det er vores verden
alt som den unge prins der rejste ud
da han skulle finde sig en prinsesse.
I dag går han tur med sin dronning
og se nu, han har plukket martsviol
og et balsamisk smil på hendes læber
'jeg elsker dig' for disse velduftende...
Vi spreder megen kærlighed og glæde
at selv en vagabundus ynder
at lægge sig blandt os og hvile ud

På jorden i træerne og på buskene,
ved brinken i hegnet og i en krukke,
vi tænder lys hvor end vi er i flor
med vores arter og  kolorerede nuancer
og mangeartede velduftende bouquet.
Og ufred bliver ofte bilagt
ved hjælp at en buket af os 
og ender op med kys og kram.
eo ipso er vi skabt til duft og skønhed
om ej alene for vor egen skyld
men ud fra den forvisning
at uden os bli'r livet trist,
og uden blomsterkys
                                     Forfatter  Fritz Hansen
 


Skærsommernat i
skoven


Kan stort intet se i buldermørket
for der er opstået sort nat i skoven
og man kan hører absolut ingenting
end ikke de fineste blade pulserer
dog, det kan ske en fortrædelig vind
forbigangen bryder stilheden,
men løvbladet der alt var gået til ro
giver kun døsigt efter et øjeblik
for atter at døde fuldkommen hen
og først ved daggry live op igen.

Alt der bevæger sig i underskoven
færdes med respekt for det der døser,
og hvis en føn skulle komme forbi
vil de straks ty til stilhed i purret
til alting igen er faldet til ro deroppe,
for de er konnekterede forbundsfæller
har tempora altid delt den samme jord
og det de hver især skal bruge dagligt,
thi det grønnes top skal have lys og luft
dem på jorden skygge og et skjulested.

Men den mørke skov er endda fuld af liv
skjult bag de nedrullede sorte gardiner
et uigennemtrængeligt ægyptisk mørke,
og for dem der steds intet har at gøre
men vover sig ind når mørket har lukket
et forehavende der nemt kan ende galt,
for slået af mulmets blindhed og sære lyde
flået og revet, snublet og slagen til blods,
drejer man om og bier til det bliver lyst
og nattens eksistens har listet sig til ro.

                                             Forfatter Fritz Hansen 

    Muldvarpen Talpa

Du moser rundt i heden ol
du trives godt i gunstig jord
rundt alle disse lange gange,
og inderst inde i komplekset
har du redt op med tørret græs
og stiftet bo i dunkle mulm
til alle dine blinde unger,
et mørklagt sted at føde unger
du aldrig andet vil end kunne ane,
for heller ikke du har meget syn.
Dog er i ingenlunde mørkeræd
for her i denne mørke verden
skal hele jeres liv jo leves,
hernede skal i finde maden
og normen det er fede orm
der ædes store mængder af.
Og så fru Talpa, spis nu øren
der høres skønsang ovenfra
for aftensolen lyser på dit tag
så synger Lullula, hedelærken for dig.

Mig og - Buller hedder hunden
vader ofte rundt på taget af dit hus
alt mens du hytter dig med dine små,
men så iblandt han finder på
at grave ned og rode rundt
og kommer alt for tæt på dig
og alle dine muldvarpunger
så du må op og værge for dem,
og Buller, han er køn men ikke klog
han aner ikke rigtigt hvad han skal
og tilmed lugter du jo ganske ramt.
Du lunter uskadt hen til næste hul
forsvinder af en bagdør ned til boet.
Jeg stryger hunden kærligt over issen
lønner med en godbid og et kærligt ord,
'hvor er du dygtig' den er listet hjem igen,
og sådan er det bedst for dig og Talpa.
 

Selv en hund glemmer ikke velgerninger
(Rusland)
                                                                       Forfatter  Fritz Hansen

                            Don Tychè

Don Tychè ville gerne sove den lange glemslens søvn,
så lang bort i tempus, at han ikke fik øjne igen
før alting var blevet så meget bedre og anderledes,
og det ville bedrøve ham at lade søvnen falde ud 
hvis ikke alt det fuldværdige i menneskebarnet
var blevet normen og ikke undtagelsen,
så han kunne glæde sig over eksistensen 
og lovprise sin væren blandt mennesker,
overvære menneskers overgivne ansigter
der i sympatetisk gensidig glæde
kanalisere deres sandhedskærlige
ord og gerning videre til hverandre. 

Var det mon overkommeligt for ham
at tage sådant et mod på livet,
havde han de fornødne kvaliteter,  
eller ville håbet være efterladt 
der langt tilbage i søvnen, 
og først  blive konvention
med et nyt og bedre indhold,
bag kistelågets tykke bortgang ,
rundt i en ny begyndelses begreber, 
fordi han ikke kendte, eller længere
forstod fordums tankes
annekterende styrke.

Den lange søvn - hvorledes
kunne den dog ændre noget,
han havde jævnligt sovet længe
ja ofte meget længe,
så længe at det gjorde ondt.
At skifte gamle datid ud
opløse fortiden, bisætte nutiden
og begynde fremtiden som ny,
så såre et eneste krav!
bare begrave eskapisten Dåre
og alle hans jerimader,
og betro hr. Sangvin fremtiden -
et jævnt og muntert liv på jord,
forment er alle grobrianer
og furiøse snøbler.
Og tiden der er gået bort
gør aldrig mere ondt,
der eksistere kun den lyse tid
og mørkets hviledel
vi ikke kender differentielt
en analog men aldrig slave.

Lad jærtegn vokse frem i panden
det første som jeg ser i spejlet
når æonens søvn er endt,
lad nye tomme lemmer vokse ud
og lad mig se de gamle samle sig
om mine fødder,
lad kroppens gamle kallun
og knoldens anløbne materie
løbe ud i akvædukten,
og lad mig mærke jeg bli'r genfødt.
Lad nu mit tomme hylster
beruses og begejstres!
fyld på - fyld på, og gør mig
til den jeg rettelig bør være,
en similiet som alle andre,
et godt menneske i dette
nye tidløse sorgfri kosmos.

Uden hjerte - uden ånd!
"Skeletmenneske"
Adam Mickiwiczs
Polsk nationaldigter

                     Forfatter Fritz Hansen                         

           
             Stævnemøde

Jeg så dig i kimingen
et stykke borte
jeg nærmer dig stad 
for at betræde din vang
for første gang
----------
Og der var stille og tyst
blandt dine huse og træer
og et hvidt tæppe
havde du lagt ud
for at dæmpe mine skridt
funklende hvide iskrystaller
lyste op og viste vej
denne stille november nat

Jeg var vidende om 
at skønt jeg var fremmed
og gader og stræder lå øde
så var der dog en
iblandt dine børn
hvis hjerte fortalte
dig om at jeg kom
-----------
Oh.. kære landskab
hvis jeg havde vist
at du havde beredt
mig så megen glæde
da ville jeg ydmygt
ha' kysset din jord
saltet med glædens tårer

                                   Forfatter Fritz Hansen

                                           
                      Tilbedelse

Mangen en stund har jeg siddet ved sengen
når han var faldet til ro
og tænkt på det som han skal igennem
hvor langt han vil nå med sin barnetro

Jeg stryger ham blidt på den varme kind
og tænker på det som vil komme
hvor langt vil han nå med sit lyse sind
når barndommens tid er omme

Hvor vil jeg dog ønske han aldrig skal lide
fornedres og hades og fyldes med løgne
jeg håber han undgår det onde i tide
og klarer sig langt med de kloge øjne

Endnu er det ikke de store ting
der tynger det barnlige sind
endnu kan han sove trygt i sin seng
min lykkelige lille dreng

Hvor ville jeg ønske han aldrig blev voksen
men altid forblive et barn...           En far!!
                           
 
                                                                                    Forfatter FritzHansen    

                             tilbage





                              


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side