De facto
I længslens fantasi man drømmer
om det der holder liv i en
om det man håber sker en dag
for mig og dig og alle andre!
Ifald det sker..
..og længslens fantasi slår bro
og skaber gangbar vej
direkte ind i hjertets dyb
til lidenskab og skyldfri glæde..
..så ønsk mig da en lykkelig nat
og lad mig fange livet
luk kærlighedens væsen ind
lad dåren følge Rasputinis
Idet det sker..
..at vi stryger hinanden
med rolige hænder forsigtigt og stille
som rører vi glas der let går itu
de kåde bullen at holde om..
..hver fibre er spændt og hårde som stål
er spændt til det yderste for at nå sit mål
jeg griber og favner en krop sat i brand
lad mig mærke din varme, din ild i min favn
Forfatter Fritz Hansen
Resigneret
En smuk lille dreng
vandre ensomt omkring
formummet og tænksom
formørket af sind
Hans tanker er rodet
han er fire år
hans sind er splittet
han har dybe sår
Hvad tænker et barn
der har mistet den ene
hvad ved vi om børn
der bliver ladt alene
Han har jo sin mor
og han glædes derved
men der mangler noget
hans sind søger fred
Han er lille og uskyldig
gør ingen fortræd
og alligevel forpint
kan ikke blive glad
Han er lille
han er stor
for han tænker meget
mere end vi tror
Forfatter Fritz Hansen
Utopisk
Føler mig stadig sårbar
når jeg møder dit blik
og når jeg rører ved dig,
kan ikke fortælle hvorfor
måske vil jeg stå tilbage
Den oplevelse af tryghed
når jeg ligger i dine arme
gør mig samtidig nervøs,
når jeg kærtegner din krop
virker det helt dubiøst
Hele din kropslige nærhed
tapper mig for tryghed
en tryghed jeg ikke ved
hvordan jeg skal håndtere,
hvo skal det være så svært
Forfatter Fritz Hansen
Mindeværdigt
Kender du mig den gamle hest
et svajrygget gammelt øg
der ikke længere kan passe sin læst
men kun gumle græs og tørret hø
Men tro mig der var engang
for ikke så langt tilbage
da travede jeg rundt til fuglenes sang
i hørte mig aldrig klage
End ikke når bonden svingede sin pisk
og skyndte sig fremad med ploven
følte jeg livet var synderligt trist
for som ung var jeg aldrig doven
Når foråret kom og jorden blev varm
var tiden passé i den lune stald
thi nu skal der sås på den lille farm
og jeg måtte ud og rygte mit kald
Høet skal slås samt vendes og tørres
og senere hjem for at fylde laden
men først til vinter måtte det røres
da blev det budt som tilskud til maden
Når kornet var modent kom binderen frem
for nu skulle der høstes og tjenes penge
og læs efter læs blev siden kørt hjem
et slid og et slæb jeg vil huske længe
Når efterårsstormen blev afløst af sneen
og den sidste furer var vendt
så holder jeg mulen hjemad mod reden
for årets arbejde er endeligt endt
Men dette er minder for nu er jeg gammel
og bonden har købt sig en firhjulet hest
mit trofaste redskab den ormstukne hammel
er ophængt som minde på gavlen mod vest
Forfatter Fritz Hansen
Selvfølgeligt
Hvorfor mon regnen den kommer fra oven
hvorfor mon grisen den er så doven
hvorfor mon den pludselig blev så vågen
måske forde regnen kom ned fra oven
Hvorfor mon trolden den bor i skoven
hvorfor mon Hans Peder dog løb fra ploven
måske forde trolden som bor i skoven
skræmte Hans Peder fra hest og ploven
Hvorfor mon stjernerne lyser så klart
hvorfor mon de elskede har det så rart
måske han fik set et stykke med bart
da stjernen den blinked og lyste så klart
Forfatter Fritz Hansen
Rodfæstet
Tænk om jeg blot i hundrede år
kunne holde et træ ved roden
tænk om jeg blot i hundrede år
fik lov at være et af dets grene
Tænk om vi sammen kunne vokse op
og dele den samme ernæring
følge naturens og menneskers gang
som skovens grandiose konning
Hører din hymne i bladenes hvisken
når unge forelskede par
ridser et hjerte og deler et kys
skjult bag din tykke kappe
Hvor ville jeg gerne tage del i dit liv
og opleve sammen med dig
se tingene ske om godt og slet
som skovens stolte fyrste
Tænk om jeg sammen med træet fik lov
at opleve tingenes fødsel og død
ting gå til grunde ting blive skabt
og slægt efter slægt komme til
Forfatter Fritz Hansen
Kulde
Den stride blæst rystede ikke blot de sidste blade af træerne
men tog også alt håb og tillid med væk fra det lille rum
hvor så meget godt endelig havde fundet sig til ro
efter mange års ensom vandring omkring
Det var ikke blot kulden der bed i kinderne
eller som gjorde hænderne næsten følelsesløse
der blev ikke længere sendt varme ud af kroppen
hjertet var med et blevet svært afkølet
De to par ben der altid havde ledsaget hverandre
nægtede pludselig at følges ad - var blevet tunge
eller var det det andet par's hidsige trampen
der ikke længere skabte analogisk gang
Den muntre snak om dette og hint og ingenting
var afløst af stive ansigtsudtryks bitre sødme
en usynlig hånd - ubarmhjertelig hård
havde skubbet nærværet og tætheden fra hinanden
En lang spadseretur hen over marker, af stier
gennem skov og af vejen hjem med kulden,
uden nogen anden tæt på, end blæstens
susende sande troværdige modgang
Den kan falde i ryggen uden anden hensigt
end at fortælle storheden om Guds skaberværk
og den kan skabe lindring selv i den værste kulde
blot man forsoner sig med den i tøjet
De ord som den ene forstod som uret
blev for den anden et kors at bære
slet ikke sagt som, men opfattet ondt
dog ord der aldrig skulle være sagt
Ord er uendelig tid om at dræbe,
de håb der nærer til liv og glæde
de løfter der bandt og forenede
uden tanke på slørfald og virkning
Angeren der kommer endnu tættere på
når hjemmets varme lukker dem ind
stille larmende kryometriske øjekast
og tanker der krydser klinge til hovedbrud
Man søger hulen og ingen at tale med i ufred
finder det rigtigt at tie og tænke igennem
de uforsonlige realiteters virkning og skade
på det integrerede kredsløbs sårbare sind
Sjælen er altid med og gemmer på godt og ondt
engang når man skal af sted for at sone sin brøde
og hele den herlighed man måske ikke har fortjent
og da vil den stride blæst blive afløst af milde vinde
Forfatter Fritz Hansen
Kollegaens kone
Mishandlet kvinde
Rædslen har sat sine spor
i dit ansigt stakkels du
som tidligere var så smuk
med dit lange lyse hår
din lyse hud
dit lyse sind som spredte glæde
overalt hvor du kom frem
og dine blå øjne som funklede
af livsglæde -
du er ikke den samme mere
Din sarte hud er oftere og oftere
prydet med blå og gule mærker
dine før så smilende øjne
er nu hyppigt blændet af tårer
og dine hænder der tidligere kunne
træde en nål sikkert og præcist
bliver nu diskret skjult
så ingen kan se de ryster
Så ondt og grusomt det er
også at være vidende om
man kunne lade sig forelske
blot for at fri dig fra dette onde
ja om det var nok
måtte du græde ud ved mit bryst
Men du er ikke min
du er en andens
ham der dagligt i små doser
tapper dig for alt livskraft
og livsglæde
ham der med vold
forlanger at blive elsket
og med vold
fornægter dig det samme
Forfatter Fritz Hansen
På forhånd tak
Hvorfor så svært at tale om popo' en
hvorfor så tendentiøst at bruge ord
hvorfor være så tavs og kultiveret
når det er så rigtigt at sige;
'sikken en smuk og bevægende popo'
hvorfor så uanstændigt med ord
på det øjnene glædes ved
fantasien opildnes ved
og fallos pirres af
Hvorfor må man ikke røre
og mærke hvad øjnene ser?
det er dog ingenlunde hyppigt
en velsiddende popo runder
og for et øjeblik retter øjnene ind.
Ville hun ikke smigres og forstå
at man virkelig var oprigtig
betaget og med forlov
at fylde to varme hænder
Fordi det er hendes begge to
og ikke må deles med andre
end ham der engang fik lov
at kapre hvad øjnene så
beruset af vuggende kurver
der længe endnu vil forblive
til glæde og in'citeren
for brøstfældige karlfolk
når de ser en dejlig popo
Forfatter Fritz hansen
Skoven
Talpa igen! Hytte sig for natten
nej ingen sinde
sov om dagen
den kender du jo
våg om natten
opmærksom og stille
i skoven
Iklædt sin sorte hat
med lysende øjne
bliver den liv
for nattens jægere
iagttaget af
alt naturens
i skoven
På stille stikker
absolut stille stikker
kun viskende samtale
bladene i mellem
tusinde krybdyr
på rejse
i skoven
I græsskoven
der ikke høres
af andre end dem
der ikke vil høres
er jagten begyndt
færdsel af sult
i skoven
Månens lyse ansigt
kaster skygger
i den sorte nat
et bjæf der ikke ses
jager alle i skjul
en stund i tryghed
i skoven
Evighedens nætter
hvor tiden står stille
hvor ingen ure tæller
natten der er og var
og altid kommer igen
når dagen går bort
i skoven
Når lyset må give op
stunder natten til
før en opgående sol
igen får lov
at tænke i tid
i larmende tempus
i skoven
Tusindtal af mørkets væsner
tåler ikke solens lys
faren ved at ses
favner trygt det sorte mørkes
stille symfoni
i skoven
Forfatter Fritz Hansen
tilbage