Mine digte

               Martret af tiden

Jeg tillader mig den frihed at glemme tiden
at læne mig tilbage lade tiden stå stille
ikke et øjeblik en time
men afstemt efter behov
så lang tid jeg bliver dikteret
af min indre fornødenhed
når kroppen så mindeligt beder om det
appellere om hvile og kobling
og går i forbøn for livet
mit væren til
der jager af sted for at følge med
men som ingensinde når frem
alt for megen slid med årene
alt for hurtigt fladtrådt
lappet sammen her og der
og til sidst manglen på liv 

Verden venter ikke på mig
er ikke afhængig af mig
jeg er ikke trælbunden til kosmos
umyndiggjort af farten
giv livfuldheden tempora
og lad mig hvile en stund
bag portierens skygge
fredfyldt begivenhedsløst og stille
tid til at tænke fagre tanker
at se smukke billeder
og genkalde smukke amourøse
livsbekræftende flashback
om tiden der stod stille
endeløs ungdom
rastløs og virkelysten
da alting gik hurtigt
kræfter der aldrig slap op
altid blomstrende til nye eventyr
til en ny opgave
frodig og livskraftig
det var engang
retur for længe siden
                          Forfatter Fritz Hansen

 
        Stien

På den lille sti
i det store landskab
derude hvor ingen leder
hvor ingen ville vente at finde
og ingen endnu har fundet
hvor solen går ned
og hvor månen står op
og kaster deres stråler
på stiens gråsorte grus
hvor ånder og skygge
skaber sælsomme former
og liv under grønne blade
hvor ingen vil komme
på nær de som bor
og altid har været
og har lov
som lever og dør
på den lille sti
med det gråsorte grus

Der ligger et sted
på den lille sti
måske i begyndelsen
eller nede for enden
et nummer og glimter
i regnvåd dis
et nummer der gemmer
på navn og adresse
på en der må bo
og har lov til at leve
at komme og gå
og tage med til et liv
blandt ånder og skygger
hvor ingen vil komme
om ej de giver lov
følger på vej
til et nummer i disen
til hjertet der husker
det hårde klem

Det blev endnu engang
forbigående gråsort sti
uden navn uden nummer
ud i verden fra livet
der høres fra grønne blade
der en anden gang
vil tilstå hjertet visit 
og vise sig venlig
før alder og glemsel
har snigløbet tanken
og fjernet dådrige celler
til at trodse og håbe
og mod til at narre
den sunde fornuft.
der findes en sti
med gråsort grus
et sted man ikke bør komme
hvis man er en fremmed
blant ånder og skygger
                             Forfatter Fritz Hansen


         Det gemene bedste!

Der er noget jeg gerne vil fortælle,
men fornuften siger nej,
det går ikke an, og hvorfor ikke?
Fordi jeg næppe vil kunne gøre det,
jeg syntes er godt, uden at gøre fortræd.
Det gemene bedste.
Men hvad med mit hjerte, det gør jeg fortræd,
eller kan jeg ikke stole på mit hjerte,
kan jeg ikke stole på de signaler,
på den følelse der fortæller mig,
endnu et brøkdel af et sekund
før hjernen får besked.
Er hjertets tale ikke ren og sandfærdig
om noget er,
er det ikke derfra lykkens gudinde
så ofte taler fra sit fangenskab.
Ingen kan se hvis mit hjerte bløder,
fordi jeg lader fornuften råde,
så lidt som nogen kan stoppe
min evige smerte af savn og kval,
kun kan jeg lade fornuften råde mig
til det der er bedst - for almenheden,
og da vil alle beundre mig,
fordi jeg er så stringent og hensynsfuld,
at jeg ikke lader følelserne løbe af med mig,
til skade for mine omgivelser.
Men jeg kan dog fastholde tanken,
tanken om at følge hjertets
umiddelbare velbehag,
bare jeg for det gemene bedste,
ikke gør tanken til alvor.

Derfor er naturen min bedste forbundsfælle,
når afmagten bliver for stor at bære,
for under den bagende sol, den fygende sne,
eller allerbedst, den stride vind,
kan føle mig fri og uden overvågning.
Her kan jeg tale frit til en ikke eksisterende,
endog højt og tydeligt om ingen er nær.
Jeg kan for en stund få afløb
for min sorg eller glæde,
og jeg kan drømme om det selvfølgelige,
hjertets frihed til at råde,
modet til at turde gøre op med forstanden,
konsekvenserne og alt den foragt
og mangel på forståelse det ville medføre
Jeg må godt tro, at det er rigtigt,
at mit hjerte i dag gjorde mig optændt,
selv om jeg er den eneste
der nogensinde får det at vide,
men rigtig lykkelig, nej,
for så skulle jeg også kunne fortælle andre det,
alle dem der ikke synes det er fornuftigt
at lade hjertet råde - alene.
Nej - prøve at fortrænge hjertets klarer budskab
og gøre som omgivelserne forventer af en,
og leve et
tilsyneladende lykkeligt liv, som
ingen vil sætte spørgsmålstegn ved,
bortset fra mit hjerte,
der aldrig vil lade sig nøje med det
gemene bedste.
                               Forfatter Fritz Hansen
 
            
             En
dag ved Sletten Strand

Skorstensrøg og sammenføjede pastelfarver
afbrudt af et stramt strædes kendelig kiming,
karaveller der sejler retur fra begge kanter
bekræfter broderlandets væren mod nord,
mågernes hæse skrig i kampen om en bid
af levningerne fra en indadgående fiskerjolle,
overdøves ikke af de hvide skumtoppes leg
på de stadige plukkende bølgeformationer.

I brændingen - brydende kampestensarkitekturer
det tonstunge boldværk som vogter vor havstok
imod dønningernes konstante angreb på riget -
kæmper små vandsnegle antagelig en fair kamp,
strandfluernes jagt mellem stenenes grønne alger
afbrydes elegant med små stilfulde tilbagetog,
når havet atter vender tilbage til Sletten Strand
og får alt fraspændt til at flyde et øjeblik
                                                       Forfatter  Fritz Hansen 


         Skovens fravær af lyst!

Jeg har genfundet lyet og sidder og venter
på fravær af lyset og påhør af mørkets værn,
at skumring får has på de sidste lyse stråler
og lyset fjerner sig bag kimingen og går til ro,
så skumrings dunkle dybe farve indfinder sig.

Den blå times sluttelige nattemørke, det er tid
at sanse, for i mørkets rum er manges daggry,
i stilhed som mørkets børn, begyndt at vågne,
lyset er borte og mørket giver anledning til liv,
til sikring og tryghed i skyggernes månetime.

Og i mørket hører de alt, i mørket lugter de alt,
i mørket ser de alt det man ikke ser om dagen,
og i ly af mørket slibes og skærpes instinkterne,
enhver aktivitet i respekt for egne enemærker,
gør nattestunden til stilhedens tavse slagmark.

Et par duer kommer hjemad til mørket i skoven
for sent til at finde nattens trygge plads i fyren,
en flaksen og basken mellem grene og løvblad
bliver i samme nu hørt af vagtsomme ræveører
der prompte gør sig beredt til et nattetaffel.

En ræv geråder ganske nær for at ta’ sig et glas,
ved en pøl så nær ved mit ly, at jeg holder vejret,
den slubre i tryghed, sikker på behold og ingen fare,
til en brise med min kropslugt når frem og forvirre,
og sender den af vejen fra den ominøs odør.

Et dådyr her, to rådyr hist, lister rundt og frådser
i skovbundens vegetariske overflod af græsgang,
hovederne op og ørene volterer horisonten rundt,
og på lette tråd rømmer de bort til et andet revir
og de forløbne jeg så, var to hvide pudderkvaste

Intet kan måle sig med den mørke skovs trylleri
og intet giver anledning til større paradisisk tryghed
end når mørket favner og spreder sit sorte tæppe ud,
og når månen der er med, sender tankerne af sted
til den, man godt ville dele en smuk nattetime med 
                                                       Forfatter Fritz Hansen 


            Efterårstanker

Nu dufter det igen af årstids skift
og farverne er falmet
det blæser kraftigt gennem løvet
så løse blade falder ned
og danner blødgjort løvfaldstæppe
hen over skovens bund

Og overalt i sparsomt græsgang
der springer frøer rundt
den sorte skovsnegl uden ejendom
efterlader klæbrigt spor
og ingen fugles rivaliseringsskrig
kun duer turtler sammen

Og næste årgang skal besegles nu
så skovens drotter brøler
en daglig kamp om hunners gunst
så arten bliver sikret
mens sommers poder kryber om
i sikkerhed bag råens flanke

Mirabelletræets grene hænger vægtigt
tynget ned af mange blommer
bier og insekters sidste spisekammer
indtil hver og en er faldet ned
til dem der ikke selv kan høste frugten,
sådan nyder alle godt deraf

Der sker en hel del ting i skoven nu
før vintersøvnen griber veddet
har siden forår givet blade grønne farver
under solens varme bruser
nu er det tid at kaste sommerløvet af
og gøre klar til vinterdvale

Farvel da sommer, rejs du bare bort i vinter
her er alligevel for koldt
og hils dem alle nede i det varme syden
vi ses igen til næste løvspring
forventningsfulde sommer
og hildet dig kong Vinter, velkommen hjem

Når solens sidste stråler farver himmelen rød
og lyset bliver borte
da kommer natteravnen frem på himmelsengen
og månen vordes over skoven
og kaster mørke skygger mellem skovens træer
så nu begynder nattestunden


Enhver årstid visere årstids storhed
                                                  Forfatter Fritz Hansen
                            
                 
                Saltãtrix-icis

Jeg ved det godt, sådan er det jo
det sker så medfødt for alle
ingen går ram forbi, ej heller du
der var engang, så sent som i går
var vi den dag så meget mere ung
og ved den sidste dans, anno domino
havde kuløren mere glød af appetit
og indladen sig på til kanten.

Var det sidste gang ‘Kalendas Græcas’
skal benene aldrig mere føle sig unge nok
til at bære en aldrende danseuse in spe
er det tid at afkode livets aften
at finde sig i sin overmand
begynde at tælle dagene
og gemme forførende smil væk
og følge med solnedgangen langt af led

Nu må det ophøre Polyhymnia
giv mig nu fred med mit tab
lad mig raste og kun betænke
som det føjer sig bedst for den slagne
som ikke betænkte sin tid
ad modum den afviste bejler
men nu er forladt af tempus og
sangens og dansens gudinde 
 
                                     Forfatter Fritz Hansen

                Farven Beryl -  
                                      i mine hænder!
Var du kilden til min indre glæde,
en lovmæssighed, en frapperende agape.
Ej akromatisk, men forbunden med farver,
en renhed, og oprigtig af sit ganske hjerte,
og sindets farver var mig venligt stemt,
jeg tilstår dem meget agtelse,
disse livløse synteser.
Men jeg tænker det ophører med
at jeg må træde af
uden at have forstået som menneske.
Måske har jeg forvekslet spænding,
betagelse og fascination med kærlighed,
eller måske omvendt.

Jeg har parkeret livets store spørgsmål
dybt i min uformuende forstand.
Der ligger de så og småkoger hele tiden.
En gang i mellem tager jeg så et af dem frem,
og forsøger at gøre dem spiselige.
Hørte jeg en begæring i stemmen,
vidst må man ikke gøre æreløs facon
ej heller det attrået gode
om end nok så megen behag

Alt adspreder mig,
mest alt det der ingen betydning har
Hvis jeg nærmere betænker følgerne
Jeg har endog mig selv mistænkt for,
som jeg rent en passant
vil gøre opmærksom på,
svar parat som en klagesang.

Navnlig om natten, fremmes den slags tanker.
Havde man oversat disse noder til ord,
og skulle nogen anfægte mine følelser,
og tillige begynde at skolemesterere mig.
Er spørgsmålet om det ideale og virkeligheden
har noget med hinanden at gøre,
eller Mystica - obliquet - forhold
Får jeg nogensinde fuldbyrdet
min bestemmelse som menneske,
for dagene glider hurtigt, livet glider hurtigt,
og natten kommer, den nat i hvilket intet menneske
længere kan række ud efter lykken,
hvis hele vores privilegium består i tanken.
Det er herfra vi skal samle kraft,
ikke fra rummet og tiden, som vi ikke vil kunne fylde.
Lad os derfor arbejde på at tænke godt;
det er samvittighedens grundsætning.
Der gives nok tilfælde,
hvor fornuften rimeligt nok
må overgive sig til samvittigheden.
Men skønt samvittighedens stadige påmindelse,
er der lige de der emotionelle hænder,
og den stadige mindelsen om det
de fik føling med, fik lov til at ramme ind,
og så mange informationer blev registreret
i fingrenes fine sansetråde
og sendt videre til den limbiske del,
hvor de har vist sig umulige at slette.
Hvad fornuften har forkastet
hvad hjertet har godtaget,
er blevet afhængig af øjeblikket.

Åh, jeg har haft mine øjeblikke,
og hvis jeg skulle friste livet om igen,
ville jeg have flere af dem.
Ti indsmigrende toner fra violaens klangfulde strenge.
Det bliver man hedonist af,
og lidelsen - det nødvendige brændstof. 
                                                                                        Forfatter Fritz Hansen


                                         Soldaten Apollon

Apollon døbte de ham, ingen vidste hvad han hed
og kun få så ham mere en en gang i deres liv
og de få der så ham oftere,troede han var stum,
og ingen havde nogensinde set ham skrive,
han var en stille og indesluttet eremit,
der altid mødte uret og krænkelser med tavshed

En sådan måtte begribeligvis havde et kaldenavn,
og da nogle bønderkarle syntes at forstå sig,
nåede de frem til, at det antagelig var noget med
at han manglede medvind hos madammerne,
eller snarere en enkelt af dem, den eneste ene
der havde gjot ham til hanrej og bims i låget
og nu flakkede rundt, forladt og forvirret
 -------------------------
Man mødte ofte Apollon efter mørkets antré,
kun undtagelsesvis sås han i de lyse timer,
og da altid rastende et sted hvor der var læ,
ofte i en tæt grantykning langt fra alfavej,
isammertiden under åben himmelhvælv
om vinteren i et lille telt under granerne.

Apollon bar altid rundt på en stor ransel
men ingen havde set hvad den indeholdt
for den blev kun åbnet når han rastede,
og sådanne steder valgte han med omhu,
- sædvanligvis midt i nattestunden -
på tæt bevoksede steder, væk fra alfavej

Memo!
Han havde været afsted for sidste gang,
seks måneder skulle han være væk,
og nok havde det været barsk og tæt på,
men altid tænkte han på at hun ventede,
huset købt for længe siden, bilen betalt
og hun var i velsignede omstændigheder.

Han fik depenhen en måned før hjemrejsen,
"din kone har født en lille ny soldat"
forsvaret ønsker tillykke;.
Seks måneder afsted, en måned hjemme,
og nu havde han været fem måneder væk igen!!
Tak kammerater, jeg ser det på jer -
i ved som jeg, at det ikke kan være min.

Følgerne!
Hjemme igen, opsigelse, ordne det praktiske
pakke nogle ganske få ting ned i sin ransel
og afsted, ingen steder hen, ud af vejen,
der var ingen grund længere for prædiken,
hverken med sig selv eller andre renhjertede,
lægge det bag sig, det gode i kramkisten,
låget på, og ad Kalendas Græcas - adjø.
Burde havde øjnet bavneblussets
advarende flammer.

Otte år og langt ad led, det bganske rige rundt,
stadig rank, dog nu med snurbart,
og nok på bogen til at slå sig ned
et sted på østeregnen
i en gammel rønne
fordulgt bag tætte graner
på et stykke jord
hvor blomsterflora snart skú dele
den rige muld med korn og græs til studen
og kækkenhave, æbletræer op mod skoven,
hvor han fik de mange års bestilling.
--------------------------
Jeg kender ham godt - han var udsendt soldat,
det var midt i tresserne - nu er han selv
midt i tresserne - bor stadig i den gamle rønne.
Arbejder ikke mere, men har stadig dyr.
har altid været hans eneste selskab,
til at stole på, svigtede aldrig hans tillid,
en gang, var en gang for meget,
engang for mange år siden

                                                                 Forfatter Fritz Hansen

                           
                      Memorabilia

Der er ikke så mange lyde i det ægyptiske mørke
og lysene i det fjerne, hvor der er liv -
som sidste år, som altid når de mødes
og fylder sig med evig liv og nat,
behængt med håb og væk med trivial.
Dig igen, dem da capo.
Hvem var fløjten!
hvem stod stille under nattens paraply,
mange mil fra lysets engels strålekrans.
Her i nattens bullermørke,
hører jeg endnu til livets væren,
på en stille dag ved skoven.

Kom til fornuft "momento te hominem esse"
tankens magtesløshed antager jeg,
er på gale veje af en underlig styrelse,
en henført smerte, der i ny og næ
er blevet mit legemets akkommoderet specifikum -
følelser der er svære at bringe ud af verden.
Men der er de og her er jeg, olim olim
lad dem nu divertere, og minderne i morgen
må gerne tages på i nattens hede favntag,
og bullermørkets Faunus
holder hånd ad mørke stier hjem
Mor´e gig Bonna Dea.

Jeg er kommet overens med min samvittighed,
den konstante bevægelse mellem illusion
indsigt, forvirring og præmis, livets teater,
en skæbne man ikke skal rende på døren
om end instingtet er som det nu engang er
hos den enfoldige, der altid finder på noget nyt
at binde håbet op på - så som lyset i det fjerne.
Og midt i natyrens elementerende rundhed -
Oh Fortuna, skriv på tavlen mine sorts -!
jeg vil overveje rækkevidden af det skrevne,
mere end det tænkte, tage lidelsen på mig,
anfægte egne følelser,
og erkende tankens magtesløshed.

lad det blive uvejr!
kun voldsomt uvejr kan kue en mand,
orden i sagerne, bringe ro i sindet.
- Fandt hvile mellem granerne
i læ for det skærende lys, der langt ude
- og efter en tid,besad han den værdighed og ro
som naturen skænker dem der har været
hjemsøgt af anstrenkt tankevirksomhed
                                                                           
                                                                              Forfatter Fritz Hansen

                                                               tilbage


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side