Pianistinden

Retten i Tyranien mod Annad Sadjanski

Thi kendes for ret!
Annad Sadjanski erklæres skyldig i anklagen om bevidst at have abstineret fra at hylde vores fædrelands anselige komponist ved afgangsprøven på konservatoriet, samt for i stedet at bringe skændsel over vor fædrene jord, ved at koncertere, en efter rettens mening, kollaborationisstisk komponists polonaistiske musik, en Hr. Frédéric Chopin, hvis fædreland ikke var fint nok til at han ville domicilere.
Annad Sadjanski ikendes hermed som straf at spille Maestro Peter Iljiitj Tjajkovskij, uden anden ledsagelse end sig selv, på flygel i to timer og et minut uden ophør, under opsyn af landets allerypperste musikalske dommere. Musikken skal intoneres og lyde klangfuld til dommernes, samt vort elskede fædrelands fulde og sande påskyndelse.
Hvis dette ikke opnås vil transformationen være arbejdslejr. Koncerten vil finde sted i musikkonservatoriets solennitetssal om præcis otte dage. En appel vil ikke kunne imødekommes. Indtil da vil den domfældte være anbragt i politiets varetægt.

Otte dage efter bliver en bleg men fattet Annad Sadjanski eskorteret ind i konservatoriet af to kvindelige vogterske. Hun er usædvanlig rank og ser ostentativt på dommerne, men bliver i samme nu forfærdet, da hun opdager at hun skal spille Peter Iljiitj Tjajkovskij på et piano, og ikke et flygel. Det vil aldrig komme til at lyde som Tjajkovskij skal, og som dommerne kan godkende. Hun fik næsten tårer i øjnene, dog uden at lade dem det mærke. Jeg vil aldrig kunne få den rigtige resonans fra kisten i et piano. De ville øjensynlig ikke, at det skulle lykkedes for hende at bestå. Hun satte sig til rette på en taburet hvor sædet var af hård poleret træ, og som ikke kunne reguleres op eller ned. Det var heller ikke nødvendigt, eller også var det, men pianistinden Sadjanski havde ladet sig gå på, var blevet skuffet og nedslået, og dog måtte hun gøre sit bedste.

På gulvet til venstre for hende stod en karaffel med vand samt et glas. Hun drak kun en lille smule, for hun var begyndt at fryse i det kolde lokale. Hun nikkede til dommerne, rettede ryggen og begyndte forspillet. Fingrene legede let hen over tangenterne i en svag piano andante og fødderne på pedalerne afstemmer automatisk fingrenes bevægelser og hun afslutter forspillet endnu roligere i en dæmpet pianissimo, et lyrisk poetisk punktum, der sluttede lige så brat som det hele begyndte, uden klang, resonans og foruden den følelsesfulde affettuoso.
Inden hun fortsætter, skotter hun over til despotismens vogtere, men dommerne, der sidder med stenansigter, fortrækker ikke en mine. Hun indleder Tjajkovskijs tre klaverkoncerter i et roligt tempo, prøvende vibratoets sitrende bævende insisterende udtryksfølelser, krængende over vivacens livfulde, men dog stadig beherskende tone. Jo mere hun lever sig ind i sit spil, jo mere forpint vortes hun, fordi, hvor er de bløde toner, hvor er de kraftige uden den hårde klang, end ikke føddernes hårde arbejde kunne ændre den hårde tone. Men hun holder hovedet højt og ryggen endnu mere rank og trodsigt, hun er pianist, en dygtig pianist, vil ikke lade sig ydmyge på trods af, er påpasselig med sine anslag, prøver at få det bedste frem, lytter til tangenterne der slynger de fiberbelagte hammere mod strengene.

Hun havde spillet i halvanden time nu og havde svært
ved at orientere sig. Sveden løb ned over hendes ansigt og halvt om halvt blændede hende, hvilket ærgrede hende at de skulle se. Da hun var færdig med den anden klaverkoncert, tager hun et glas vand, tørrer sig i ansigtet med sine kjoleærmer, og begynder på tredje del. Anslagene er blevet raskere, hun ved de skal være det, men de bæver, en slags trema’lando. Tempoet stiger og hun ser sine fingres lethed hen over klaviaturet, ser sveddråberne blive liggende, og siden løbe ned mellem tangenterne, og bliver mere og mere højspændt over pianoets bastante utilstrækkelighed. Med et rejser hun sig hurtigt, rystende over hele kroppen, river låget af pianoet og smider det på gulvet, sætter sig og fortsætter uanfægtet, eksalteret af tonernes nu opmuntrende nærhed, hendes krop bølger i hændernes retning, snart til venstre snart til højre, hun mærker ikke længere sine fødder, hun hører dem kun hamre mod pedalerne.
Den voldske ageren får pianoet til at skælve, og delirisk lader hun hænderne arbejde sig gennem hjernens partitur, tonerne bliver forsvindende ekkoer, hun hører ikke der bliver sagt stop, hun ænser ikke de bærer hende bort, det sidste hun hører er et flygels fagre toner, endelig lyder det som det skal.
 

                                          Slut

                             Forfatter Fritz Hansen

                                       tilbage

                                                                                                                                                                                                                                                                                      

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side