Tillidsbrud

Er han ikke faldet til ro endnu, spurgte manden på græsplænen, lidt efter at han var kommet for at besøge Gudrun, nu havde vi det jo lige så dejligt vi to - det kan være han er træt, tror du ikke det var bedst han kom i seng Gudrun.
Lille Viggo ville ikke i seng, og han ville ikke lege med sin boldt, efter at manden var kommet, for nu havde mor ikke længere tid til at lege med ham, han ville være sammen med sin mor, og han krøb endnu tættere ind til hende, og så på hende med bedende øjne. Mors øjne flakkede, og hun hørte tilsyneladende ikke efter hvad hverken Svend eller lille Viggo sagde.
Gudrun! jeg spurgte om ikke det var bedst, at drengen kom i seng, han ser faktisk lidt oprevet ud, sagde han, denne gang i et lidt skrappere tonefald.
Lille Viggo var glad for at moderen stadig ikke svarede manden. Men pludselig rettede hun sig op, så på ham og sagde. Hør Svend; det er måske bedst du går nu, jeg bliver nok nød til at tage mig af ham her, men kan vi ikke lave en aftale om at du kommer i aften og spiser, jeg vil nemlig gerne tale med dig om os to og lille Viggomand. Du ved jo jeg holder så meget af dig sagde hun, og lænede sig over mod ham og gav ham et kys på kinden. En glimrende ide svarede Svend, og du ved jo jeg holder af ungen, men jeg må indrømme, at han på en eller anden måde ofte er en klods om benet, altså i ordets bedste betydning forstår du, svarede han undvigende. Hun nikkede til ham og sagde med kælen stemme! Okay, så er det en aftale, hvorefter hun rejste sig og gik op mod huset.
Skal jeg i seng nu, spurgte lille Viggomand, da de var kommet inden døre. Nej min dreng, det skal du ikke, nu laver jeg varm chokolade til os, og så skal vi to tale lidt sammen, der er noget jeg gerne vil fortælle dig.
Jeg vil ikke høre det sagde drengen og begyndte at græde heftigt. Jeg hørte godt hvad du sagde til manden derude, han skal komme i aften, ikke sandt, og det vil jeg ikke havde han gør, stammede han grådkvalt. Det er også det jeg vil tale med dig om svarede moderen, gav ham et klem og tørrede hans tårer væk fra ansigtet, satte ham ved bordet og begyndte at lave chokolade.
Hun fik hurtigt lavet chokoladen og smurt hver en bolle til dem, hvorefter hun satte sig ved siden af ham.
Nu skal du hører godt efter hvad jeg fortæller dig nu lille Viggo. Drengen nikkede. Savner du far? Det ved jeg ikke rigtigt svarede lille Viggo, men han er meget bedre en den væmmelige mand, der kommer i aften. Han er nu ikke væmmelig, det er bare fordi han ikke selv har prøvet at have børn. Men jeg kan godt forstå at du syntes det er bedst at han ikke er her, for når han er her, er han jo kærlig ved mor, og det er der ikke andre end dig der må være, vel lille Viggo. Der er ikke nogen der må tage mor fra dig, er det ikke sådan du føler det. Jeg forstå ikke hvad du mener, svarede drengen sammenbidt, men jeg vil ikke have nogen anden far end min egen far, og jeg kan ikke lide når andre en far rører ved dig. Det kan jeg godt forstå at du syntes, men far bor her jo ikke mere lille Viggo. Men hør! skal vi to så ikke lave en aftale, sagde moderen. En hvad for noget spurgte lille Viggo. Sådan en hvor vi lover hinanden noget, sagde moderen. Okay, men så skal du også love mig det, sagde lille Viggo skeptisk. Mor havde før lovet ham noget, men så havde hun ikke kunne nå det, eller så havde hun ikke flere penge, eller af mange andre grunde. Men måske mente hun det denne gang, for han ville gerne love sin mor noget, hvis hun mente det, og i sær hvis det var noget med at den væmmelige mand ikke kom mere. Hør så lille Viggo: Hvis jeg lover dig, at der ikke kommer nogen fremmed mand her i huset, når du og jeg er sammen, og at der ikke er nogen fremmed mand, der skal flytte ind i vores hus, kunne du så godt lade den fremmed man komme for alle sidste gang i aften og spise, jeg vil nemlig gerne holde det jeg har lovet ham, lige som når du og jeg lover hinanden noget. Hvis du ikke vil se ham mere, kan du jo bare gå i seng inden han kommer, så skal jeg putte dig. Kunne mor ikke få lov til det bare en aller sidste gang, så ville du gøre mor rigtig glad. Og så skal jeg nok tale med far for at høre, om han har lyst til at komme her og besøge dig en gang i mellem.
Lille Viggo havde ikke meget lyst til at komme i seng, men hvis det var nødvendigt at han gjorde det, så at den fremmede aldrig kom mere, og hvis hun ville tale med far, så ville han gerne hjælpe sin mor, det kunne jo være hun mente det denne gang.
Han rejste sig fra sin stol og sagde - ja men så vil jeg gerne i seng nu. Du ved ikke hvor glad du har gjort din mor svarede hun og løftede ham op, men du skal ikke i seng nu, for det varer to timer endnu inden Svend kommer, så løb du ud i haven og leg med din boldt, mor skal skynde sig at lave mad og gøre sig i stand. Hvorfor skal du altid gøre dig i stand, spurgte lille Viggo ængsteligt, jeg kan ikke lide at du altid skal gøre dig i stand. Det forstår du alligevel ikke min dreng, løb nu ud og leg, mor har travlt, men glem nu ikke vores aftale.
Lille Viggo vågnede tidligt næste morgen, men han blev liggende i sin seng og ventede til han kunne høre sin mor var stået op. Det er længe siden hun havde sagt til ham, at han helst skulle blive på sit værelse, indtil han kunne høre sin mor var stået op. Og han måtte slet ikke komme ind til hende i hendes seng, for mor var altid træt, og trængte til at sove lige så længe hun kunne, havde hun forklaret ham. Nogle gange syntes han at havde hørt andre stemmer end sin mors, men havde ikke turde spørge hende. Det var kun når hun selv kaldte på ham, at han krøb op til hende i hendes seng, og det var noget af det bedste han viste, men det var ikke så tit det skete.
Han lå længe og ventede, men der kom ingen lyde derude fra. Til sidst stod han ud af sengen, og fandt kassen med byggeklodser frem og begyndte at stable dem oven på hinanden. Det blev til et mægtigt tårn, men lige pludselig faldt de alle sammen på gulvet og lavede et værre spektakel. Det tog lille Viggo sig nu ikke noget af, det havde han prøvet så tit. Kort efter syntes han at høre stemmer. Han var nu ikke helt sikker, slet ikke fordi han syntes han hørte mere end sin mors stemme, og det kunne jo ikke passe. Det havde han ganske vist hørt mange gange tidligere, men mor havde altid sagt at det ikke kunne passe, eftersom der ikke havde været andre end hende, og så lille Viggo selvfølgelig. Så han gav sig til at stable klodserne oven på hinanden igen, alt mens han lyttede, for i samme øjeblik han var sikker på at mor var stået op, ville han fare ud til hende, for han var både sulten og tørstig. Han var mere omhyggelig med klodserne denne gang, så derfor gik det heller ikke så hurtigt. Men lige som han skulle til at sætte sidste klods på toppen, hørte han stemmer igen. Denne gang tydeligere, og kort efter en dør der smækkede. Det måtte være mor der var stået op. Han rejste sig hurtigt, så hurtigt at han kom til at vælte sit bygningsværk, men pyt, for nu måtte han ud at havde noget at spise. Nej er det dig lille Viggo, du er tidlig oppe i dag, sagde mor. Viggo syntes hun så så rød ud i kinderne. Han satte sig op i sin stol og ventede på, at hans mor skulle give ham hans morgenmad. Hvorfor skal du drikke af to kopper mor. Det skal jeg da heller ikke dit lille vrøvlehoved, hvorfor tror du dog det lille Viggomand! Ja men der står da to kopper på bordet, se selv. Ved du hvad sagde hun, du er en sød dreng, men fejlen ved dig er, at du tænker for meget, spis nu din mad og lad være med at tænke så meget. Det havde hun sagt før huskede lille Viggo, og hun var blevet vred, hvis han havde talt mere, så han begyndte at spise i tavshed.
Husker du vores aftale fra i går, spurgte mor pludselig, efter at havde siddet og kikket ud af vinduet en tid. Ja.. sagde Viggo, alt mens han sad og undrede sig over at hun ikke skulle havde morgenmad, men turde ikke spørge hende. Nu skal du bare hører, jeg har gode nyheder til dig. I dag vil jeg nemlig ringe til far og spørge ham, om han ikke har lyst til at have dig i weekenden, altså ikke hver weekend, men måske hver anden weekend. Lyder det ikke godt lille Viggo. Og så kan Svend også komme og besøge mor, når du er hos far, altså når vi to ikke er sammen. Lille Viggo sagde ingenting, men sad og så ned i sin snart tomme tallerken. Hør nu lige her, jeg gør det da for din skyld, så kan du ikke bare være lidt glad - hører du hvad jeg siger sagde hun. Viggo kunne hører på hendes stemme at hun var ved at blive irriteret, men han var ligeglad. Hvad er der dog galt med dig knægt, det er næsten lige meget hvad jeg gør for dig, så er du ikke til at gøre tilpas. Hvorfor skal jeg altid gå og have dårlig samvittighed over for dig, jeg troede en aftale var en aftale, men du har vidst allerede glemt hvad du lovede i går. Du lovede i går at far skulle komme her og besøge mig, ja du gjorde, sagde Viggo højt, i det han hoppede ned fra sin stol, løb hen til sit værelse, og smækkede døren i med et brag. Jeg ved også godt at den fremmede mand har været her i nat, råbte han med skinger stemme. Den smule der stod tilbage af tårnet fik et ordentligt spark så klodserne fløj til alle sider. Han kravlede op på sin seng, han havde fået ondt i sit lille hoved og han begyndte at græde, han kunne slet ikke lade være.                           
                                       Slut
                                               Forfatter Fritz Hansen

                                                                                    tilbage