Causeri
Drømmesyn

Når ens fantasi ikke rækker længere, kan det være svært at skrive noget som helst. Man aner jo ganske enkelt ikke hvad man skal skrive, og det gør det hele en god del mere pinagtigt, hvis man alligevel er opsat på at skrive et eller andet. Det kunne jo tænkes, andre ville læse det man ikke vidste noget om hvad man skulle skrive, og det ville de i så fald ikke få ret meget ud af.. Men på den anden side! hvis man ikke selv, og ej heller andre får noget ud af det man skriver, fordi det ikke har nogen mening, er der heller ikke nogen der kan have en mening om det, og det er i grunden meget interessant. Det kunne godt give en grund til at skrive noget kistepræk, som for eksempel, om dengang jeg stod og kikkede ind af vinduet i en stald hos en bondemand, fordi jeg havde en ide om at hans smukke datter også var der. Jeg kan ikke huske hvor jeg tidligere havde set hende, men det tænkte jeg slet ikke på. Jeg kunne ikke få øje på hende, men foruden køerne og en lille hund, var der også en masse høns der gik frit om i stalden, og da køteren pludselig fik øje på mit ansigt i vinduet, og begyndte at give hals, flaksede alle hønsene helt op under loftet af bare befippelse. Desværre fik bondemanden også øje på mig, og satte straks i løb mod stalddøren. Jeg fandt det rigtigt at komme væk i en fart, og løb alt hvad jeg kunne op af den lille markvej og ud på landevejen. I det samme kom der en bus som jeg fik stoppet, den skulle til Slagelse, det skulle jeg også, så det passede mig fint. Da den nåede frem opdagede jeg at jeg var kommet til Warszawa, hvilket undrede mig meget, men jeg var da sluppet af med bondemanden. Men jeg ville nu gerne tilbage til Slagelse, så jeg spurgte den første jeg mødte om vej. Jeg tror nok han talte sit hjemlands vemodige sprog, men det forstod jeg godt. Der var meget langt sagde han, men hvis jeg tog den bus derhenne, ville jeg komme til Slagelse igen. Som sagt, så gjorde jeg, for jeg ville gerne hjem igen, jeg havde endnu ikke set bondemandens smukke datter, og det måtte jeg altså. På vej hjem i bussen kikkede jeg på landskabet der for forbi uden for vinduerne. Det så fuldstændig ud som var det landevejen til Slagelse vi kørte på, men jeg var nu ligeglad, bare jeg kom hjem igen. Da vi kom til Slagelse banegård stod jeg af, og gik hen til en pølsevogn og fik mig en pølse, jeg var nemlig blevet sulten, og bagefter begyndte jeg at gå ud af landevejen, jeg ville ud til bondemandens gård igen. Og i min lomme foran på jakken, havde jeg en pølse, knækket i to dele "for at den kunne være der". Den skulle bondemandens hund have, så kunne det være den ikke gøede, og advarede ham endnu engang. Da jeg nåede ud til gården, var der ikke længere lys i stalden, men i stuen var der, så nogen måtte være oppe endnu. Ur havde jeg ikke noget af, men da det var blevet mørkt og jeg var træt, besluttede jeg mig for at finde et sted hvor jeg kunne sove til næste dag. Allermest havde jeg lyst til at komme ind i den lune stald, så det besluttede jeg mig for at gøre. Jeg listede hen til stalddøren og åbnede den forsigtigt, for der kunne jo være hunden opholdt der om natten. Jeg lukkede den forsigtigt igen efter jeg var kommet ind, og satte mig på hug for at vænne mig til mørket og overveje mit næste træk. I det samme hørte jeg en knurren ved siden af mig, og svagt opdagede jeg hunden i mørket. Den stod på stive ben og blottede sine tænder, og dens nakkehår stod lige i vejret. Forsigtigt fik jeg halet de to halve pølser op af lommen, men beholdt dem i hænderne. Jeg begyndte stille at nynne en sang mens jeg langsomt lod pølserne danse fra side til side. Snart holdt hunden op med at knurre og strakte i stedet hals og vejrede med snuden. Lugten af pølse havde gjort den mere nysgerrig end aggressiv, men den var stadig vagtsom og nærmede sig forsigtigt. Jeg brækkede den halve pølse over en gang til, og smed pølsestumpen hen til den. Pølsestumpen blev slugt i en mundfuld hvorefter den kikkede bønfaldende på mig med sine nu våde øjne.
Jeg holdt oppe med ar at nynne, og talte i stedet beroligende til den. Da jeg strakte hånden frem med endnu en pølsestump, kom den helt hen til mig og spiste af hånden. Da den stadig håbede på at der flere godbidder, begyndte den at logre med halen, for på den måde at påkalde sig min opmærksomhed. Nu viste jeg at den ikke længere ville afsløre mig, så inden den fik endnu en godbid, sagde jeg med myndig men sagte stemme! sit, og straks satte den sig ned på bagdelen, og så viste jeg at den var til at stole på. Jeg rejste mig for at se mig om i stalden, jeg måtte finde mig et sted at sove, et sted hvor der var lunt og blødt, og hvor bondemanden ikke ville få øje på mig næste morgen, hvis han kom ind i stalden, inden jeg vågnede. Bagerst i stalden var den stablet en masse halmballer op, og jeg besluttede mig for at lave en rede inde midt i dem. Jeg måtte kravle op oven på, næsten helt op til loftet, og derfra kravle ned mellem halmballerne, og med hånden fik jeg lavet et lille hul i halmen ud mod stalden, så jeg kunne se når bondemanden og hans smukke datter kom ud i stalden næste morgen. Det var en dejlig rede jeg havde fået lavet, og det varede ikke længe inden jeg faldt i søvn.
Jeg vågnede ved at døren forsigtigt blev åbnet, og jeg så min kone komme listende ind for at hente et eller andet. Det må du undskylde sagde hun, men jeg skulle bare hente fastelavnsrisene til børnene - har du sovet godt til middag. Jo.. svarede jeg, jeg har været både i Warszawa og Slagelse, samt sovet i halmen på en bondegård i nat.. Hvad er det for noget vrøvl, du må vist havde drømt, smilede hun, men nu laver jeg noget eftermiddagskaffe, sagde hun og forlod soveværelset.
Tak svarede jeg, og tænkte, at nu ville jeg aldrig få bondemandens smukke datter at se. 
                                                    
 Forfatter Fritz Hansen 
                                   tilbage

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side