Tæt på
Tæt på, så tæt på og lige ved,
men altid kun og lige ved og næsten,
række ud efter livet at holde om,
gjort det tusind gange noget nær
men på ingen måde grbet fat
og holde ind på kroppen af,
holde omkring livet
mærke hjerteslag og puls
midjens forføreriske puls
og kimære processer
ind under huden.
Nej; jeg gør min reverens,
du går så fint derude
og passer på dig selv,
og dem der altid kommer -
tæt på.
Forfatter Fritz Hansen
Naturens initiator
Også i dag går jeg hjemmefra
for at møde Remaria
hver dag mødes jeg med
Natura naturans
under den åbne himmel
I dag byder hun mig trods
hun er mere end vilter
hun er kold og bidende
dog kan jeg ikke undvære hende
under bedagede Gimle
Atter i nat har vi stævnemøde
mit sind og donna-naturen
hele mit liv har hun forfattet
mine livsveje og stemt mit sind
fået hjertet til at lykkes
Nu mærkes at tiden sig nærmer
under den åbne himmel
i mørket danser de nøgne stammer
og rusker de afvigte blade
beredt til vinterens tryk
I natten mødes vi til dans
da byder du dig til - er frostklar
og i fuldmåne og stjerneklart
iført fnuggende hvidt lingeri
danser vi rundt i stilhedens gildesal
Du griber mit hjerte stemmer mit sind
blæser troubadourens noder
dansende snefnug der visker dit navn
Remaria du kære jeg er i din favn
under åben himmel
Forfatter Fritz Hansen
Den voldske kending
Den utæmmede halvdel af nemmet
der slæber mig rundt i tiden
truende selvsikker og meget voldsk
prøvende luskende og uden skam
for at ændre hverdagens bestilling
gør entré og noget nær ukuelig.
Endnu er den ikke gået med sejren
endnu en slag har den tabt for en tid
for den kæmper mod stærke kræfter
- troens, håbets og den godes ret.
Striden er hård, giver mange skrammer
blindhed og kvæst, måske ar på sjælen
hjemsøgt af egen tilbøjelighed
og mangel på dømmekraft og credo
af en stenet ufremkommelig vej
man selv har valgt at føre sig frem,
men endda en dag er man nået i mål
endnu engang er man løftet op og ud
på den anden side hvor alt ånder ro
- i troens, håbets og den godes rige.
Som bølgers evige slag mod stranden
og lyset der afløser mørket
duelleres idelig om tankernes indfald
ud af tempus ind over tiden
som det første havblik, afløst af storm,
lyset der lukker øjnene for mørket,
ud over kanten, svæver på skriget,
beder om vinger og vind til at bære
dig frelst over frådende hav
- til troens, håbets og stilhedens hus
Forfatter Fritz Hansen
Venus
Jeg fik aldrig set dig danse på stranden
jeg fik aldrig set dig hvirvle sandet op
jeg fik aldrig set dig, henført og grebet af
den faible amour til dans derude.
Mon du danser løst drapere
under himmelens varme tag
iført klæde løst slængt over
bare skuldre nedadtil
Hvem der blot var bølgen blå
istemt våde blikke ind mod land
op på stranden rundt om foden
fugtigt kys på brune ben og atter ud
Hvo der kunne flyve over land
langs med stranden finde vind
svæve rundt og følge dansen
fløjtet fra en skinger hals
Hvis man netop denne dag
gik en tur ved stranden
set på afstand gemt i svinget
klædet faldt med ingen om sig
Uden blusel uden skam, ud i havets skum,
hvorfra hun kom, men ikke for at danse
og ikke for at hvirvle sandet op -
luftig på det indre øje har jeg til bedste
Forfatter Fritz Hansen
Hr. Amputärus
Skidt med Junghals fald, lad bare bæstet ligge
han gør det kun i trods, donerer ingen mening
der ikke gerne høres, den smertelige sandhed,
henfaren liv der gik til grunde for den bedste,
kræver ingenlunde udredning, men begreb om,
det én kender svaret på, men aldrig får at vide.
Lad bare træet falde, og spil - spil op til dans
som ingen mere lytter til, ej heller Bona Dea,
nu danses der i skoven, Hlin med Junghals far,
dryaderne har pyntet op med grønt og stilhed,
for nu skal det fejres, Kalendas Græcas sejr
til Eos tænder lys og deler obol sølvmønt ud.
Spes mæler net farvel og Liber byder vin,
lev vel du gamle, du var nu gloriøs til forne,
nu skal de skilles - og siger Ceres tak endda,
en ridders årelange liv har redet sidste ridt -
Oh Fortuna, du skrive på min tavle min sors,
Bacchus vær rundhåndet, skænk til min trøst.
Nu rækker tanken ikke mere, er rent i glemme,
den gamle tid går helt i stå, har slået sidste slag
og maner nu til ro og slet og ingen ting for nær
der kræves intet, kun at vente på det næste ekko.
Hlin har givet op, blev overtallig efter dansen,
læk fra Charon, fønen løjer af - mod andre tider
Forfatter Fritz Hansen
Tilbage