Scriptoris scandalum 
Denne side kunne/kan godt være stedet hvor jeg brænder alt mit ynk af, men også siden hvor jeg risikere at få nogle los i rumpetten.
Scriptoris scandalum, som indlægget hedder, er jo det latinske ord for skriveblokering, og når sådan indtræffer, føler man sig virkelig slatten og karakterløs, især hvis det strækker sig over længere tid. Men min erfaring er: at uden inspiration,
det være sig en nydelsesrig åbenbaring i naturen, ved mødet med et andet menneske, eller en stemningsbåren hændelse der ryster en, er det meget svært at være litterat. Omvendt: Når et sådant tilfælde indtræffer, du store Jeremias, så er alle jeremiader glemt,
man kan næsten gå på vandet, nu vælter ordene frem fra gemmerne, næsten alt andet er ligegyldigt, man har et projekt, hvert eneste bogstav, hvert eneste ord opleves som små guldkorn fra et guddommeligt skattekammer, gemt langt inde i hjernekisten. De strømmer
ud i fingerspidserne , næsten vælter over hinanden for at gøre sig til på papiret foran ens øjne. Der står de så med flammeskrift, ens skriftemål så beslutsomt som var hver et ord vidnefast og uantasteligt, apriorisk. Men lige nu…. inspirationsfattig, har
tilmed været det i alt for lang tid, forstemmende --- trænger virkelig til
noget at binde min poetiske mølle op på. Gid den vatikanske digtergud vil fylde mig med digterånd
igen. Er der andre der har prøvet det! kom i igennem, eller?????
Kom mig venligst til undsætning!!! 
Gæstebog
tilbage