Tilfældighedens mening

Kæreste Diffidentus

Hører jeg dig sige! Menneskelivet er tilfældigt og uforudsigeligt. Forståeligt - for hvis man drister sig til at få enderne til at nå sammen vedr. tilfældighed-mening, skal man fare med visdom og forstandighed, navnlig hvis man ikke har et fast udgangspunkt, en klippefast tro på at der må være en oprindelse, noget evigtgyldig, for hvordan vil man ellers forklarer, at det på den ene side er en tilfældighed at man får en tagsten ned i hovedet, og falder død om, og at der nok var en mening med dette. At det var en tilfældighed at man lige var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan godt lade sig forklarer, men hvis man skal forklarer meningen med det, kommer de små grå hjerneceller virkelig på arbejde, navnlig hvis man alene vil forklarer meningen med en tilfældighed, for der er vel ingen mening med, tilfældigt at få en tagsten oven i hovedet, og falde død om i sin bedste alder.

Nej - for at få enderne til at mødes, bliver man, om man tror eller ikke, nød til at finde et ophav, en begyndelse, noget der kan give denne, tilsyneladende meningsløse død, en mening, ellers har det jo ingen mening, og det meningsløse bliver endnu mere meningsløst, hvis man ikke får optrævlet det meningsløse og sat ord, mening og forklaring på denne meningsløse tilfældige død.

Ingen mennesker ønsker almindeligvis at dø, for livet holder man ved så længe som muligt. Hvis så noget eller nogen uvedkommende alligevel berøver en livet, tør man så alene tro at det var en tilfældighed, hvis det ikke giver nogen mening. Vi kender ikke meningen med en tilfældig død, og der er heller ikke nogen tal for hvor mange der dør en alt for tidlig død, fordi tilfældet ville at lige netop hin enkelte skulle dø. Det være sig sygdom, trafikulykker, vold og mord etc. etc., men hundrede tusinde i verden hvert eneste år er næppe forkert, måske mange flere. Er det rimeligt at acceptere at så mange mennesker dør en tilfældig død, uden selv at havde villet det, og uden at prøve at finde en mening, der kunne gå hånd i hånd med denne uvarslede tilfældighed, der afskar en fra at leve.

Rummer tilfældighed en klang af ligegyldighed. Hør nu efter Diffidentus!
Hvis man har mulighed for at benytte flere veje ned til byen, og det er ligegyldigt hvilket en af dem man går, hvorfor valgte man så lige tilfældigt den vej, hvor man skulle få en tagsten i hovedet, og falde død om. Ja en ting er temmeligt sikkert. Den der falder død om, ærgrer sig ikke over at han valgte den vej. Alle de andre hundrede tusinde der tilfældigvis var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, ærgrer sig heller ikke over at de måtte bøde med livet. Er det døden vi holder i hånden fra vi bliver født, til han vælger at slå til. Er det ham vi ikke vil acceptere som en trofast følgesvend. Og hvis vi vil, er det så fordi vi indser at livet ikke alene er det liv som vi bekender os til, og holder så fast i, men at der må være en mening med at han tilfældigvis høster lige nu. Hvis man ikke kan det, er der ingen trøst, ingen forklaring og ingen mening. Så hvis man er sikker på at der er en mening med et hvert menneskeliv hver eneste gang man holder en lille nyfødt i sine arme, giver tilfældighed ingen mening. Det er ikke en tilfældighed man står med i sine arme, der ved et tilfælde skal havde lov til at leve et langt liv, og lige så længe tilfældigt undgå døden. Nej! meningen er at leve ligeså længe man kan, og ikke lige så længe man vil.

Man fødes ikke til at være bange for eller frygte for et tilfældigt åremål. Man skal ikke udsætte livet for døden som medfødt vedhæng, men måske ignorere døden, enten fordi man jo aldrig selv vil ærgre sig derovre efterfølgende, eller fordi man tror fuldt og fast på livet efter døden. Hvis man er tilhænger af tilfældighedernes spil som livsgrundlag, bør man vel ligeså vel acceptere den tilfældige fødsel som den tilfældige død. Og hvis det er en tilfældighed at man er blevet født, ja så kunne det jo være lige meget for en selv, man ville jo ikke - set i bakspejlet - ærgre sig over ikke at være blevet født, lige så lidt som man ikke ville ærgre sig over sin egen død. Men vi betragter jo livet som det dyrebareste af alt på denne jord, så dyrebart, at man ikke bare kan acceptere det som en tilfældighed, der lige så snart kan blive nok så tilfældig død. Altså! gives der nogen mening med en tilfældig eller ikke tilfældig død. Kun hvis også døden har en mening. Altså igen! Liv er død og død er liv. Sådan er det nød til at hænge sammen, ellers giver det ingen mening at blive født til liv, hvis det kort efter skal fratages hin enkelte igen. Det er tankevækkende, at man i almindelighed ikke frygter livet, som man kender, men døden som man ikke kender. Man er ikke bleg for at fremhæve alt den kummerlighed livet byder en, og alt den elendighed fattigdom har medført, samt alt den ulykke rigdommen førte med sig, kort sagt alt det som hører livet til på godt og ondt, alt det man har tålt, alene fordi man klamrede sig til dette ene ”livet”, kort eller langt. Giver det nogen mening. Kun hvis man acceptere døden på lige fod med livet, at fødslen er indgangen til livet, og ligeså døden indgangen til livet. Ganske vist ikke et vi er bekendt med, men hvis det er så meget bedre end selv det bedste liv her i livet, er der jo en mening med ikke at vide noget derom. Der er jo en mening med at vi lever livet, afmålt som det er for den enkelte. Men netop fordi det er afmålt for den enkelte, giver livet efter livet endda så meget mere mening. Det giver dermed ingen mening at få en tagsten oven i hovedet og falde død om, det var en tilfældighed, men i denne tilfældighed gives der mening med døden, i et liv efter livet, ellers ville mennesket være en tilfældighed, ramt af en tilfældighed, og dermed ligegyldig om er her eller ej. Derfor er der også en mening med døden, den er ikke ond, men alt det der kan gå forud kan være meget ondt. Jeg græder ikke fordi en lille dreng dør efter års lidelsesfuld sygdom, men græd inden, ved synet af hans lidelser. Hans lidelser og tidlige død, ville ingen mening have, hvis ikke han, efter at være sluppet af med sine lidelser, nu kunne se frem til et liv efter livet, om end vi ikke kan gøre os forestilling derom. Hvis han ikke kunne se frem til et liv efter livet, ville der jo slet ikke være nogen mening med at han blev født, og da slet ingen mening med forudgående års lidelser og alt for tidlige død. Altså må der være en mening med at død, eller rettere efter døden, her råder tilfældigheden ikke, og det giver mening.
Tankevækkende at den (døden) skræmmer os så meget, vi har dog aldrig prøvet det før, og kender dermed intet til den. Der findes næppe noget ord eller genstand hvortil der er blevet knyttet så mange eksorbitante skræmmende ord og vendinger som til døden, og det igen, selv om vi intet aner om den, og det selv om vi alle uden undtagelse vil opleve den en dag. Det er og bliver ligeså naturligt at dø som at fødes, for så snart et menneske fødes, begynder det at dø. Frygten for døden er altid værre end døden, som jo, hvis der skal være en mening med livet, bare er en overgang til et nyt liv!.

Forfatter Fritz Hansen

 Tilbage

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.07 | 11:46

Glæder mig, at du kan lide Dostojevskij. Hans "Idioten" er en af mine absolutte yndlingsromaner.

...
01.07 | 11:39

22-12-2012 -noget er der sikkert, der kan hjælpe -. Hvorfor er den tekst bare en tekst - når den er et digt under vejs? Dér er inspirationen - ikke fra andre!

...
01.07 | 11:46
Min forside har modtaget 6
28.02 | 17:46
Filosofi 4 har modtaget 1
Du kan lide denne side